De klarer sundhed og uddannelse skidt: Kalundborgs unge skal dele drømme med politikere

Bedre livsvilkår for de unge i Kalundborg Kommune bliver torsdag aften bragt til debat. De unge skal vende den negative tendens, lyder det fra projektleder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvad er det gode ungeliv?

Det spørger rektor for Kalundborg Gymnasium og projektleder for initiativet #Ung og Sund Livskraft sig selv om. En del af Kalundborg Kommunes unge klarer sig nemlig mindre godt end unge i resten af landet, når det kommer til områder som sundhed, trivsel, uddannelse og selvforsørgelse.

For eksempel var andelen af unge mellem 15-25 år der røg i 2016 på 31 procent, mens det på landsplan var 13 procent i samme aldersgruppe. I 2015 havde 68,5 procent af de unge, der afsluttede 9. klasse i 2010 i Kalundborg Kommune gennemført mindst én ungdomsuddannelse, mens landsgennemsnittet var på 73,1 procent.

- Vi har alt for mange unge, som ikke trives. De er ensomme, deres sundheds halter, de kommer ikke i gang med en uddannelse og har svært ved at finde arbejde, siger Peter Abildgaard Andersen, rektor på Kalundborg Gymnasium og formand for #Ung og Sund Livskraft, i en pressemeddelelse.

Derfor sætter folkene bag initiativet #Ung og Sund Livskraft de unges livsvilkår til debat torsdag aften. Her bliver kommunens unge mellem 15-29 år inviteret til Frirummet i Kalundborghallerne, hvor bliver opfordret til at dele deres håb og drømme for det gode ungeliv i Kalundborg Kommune.

Humor skal åbne for debatten

For at lokke kommunens unge til aftenens arrangement er standup-komiker Ruben Søltoft blevet kaldt til kommunen for at sætte stemningen inden aftenens debat.

- Ved at inddrage humor håber vi, at det kan være med til at skabe en atmosfære, som er i ungdommens ånd. Idéen er, at hans indslag skal være med til at åbne op for debatten, og at de unge er mere afslappede, siger Peter Abildgaard Andersen til TV ØST.

Efter standup-showet starter aftenens debat, hvor Peter Abildgaard Andersen håber, at der vil komme mellem 80-100 unge på tværs af kommunens uddannelser.

De unge har ordet

Blandt aftenens fremmødte vil der også være medlemmer af kommunalbestyrelsen, aktører i initiativet og medarbejdere fra blandt andet ungdomsuddannelserne og jobcentret. Peter Abildgaard Andersen forsikrer dog om, at det er de unge, der har ordet torsdag aften.

- Det er de unge, der skal tale til politikerne og fortælle om deres ønsker. Meningen er, at det er dem, der skal stille deres spørgsmål, så det håber jeg ikke, de er bange for. De har muligheden for at sige til politikerne i aften, hvad de ønsker sig af kommunen i fremtiden, siger han.

Unge skal videreudvikle løsningsforslag

Et panel af unge debattører vil dykke ned i spørgsmål om, hvad de unge mangler, hvad de drømmer om, hvilken hjælp, de kunne bruge og meget mere. Her kan alle unge være med til at gribe mikrofonen og komme med input – og herfra er det faktisk de unge selv, der skal være med til at videreudvikle løsningsforslag.

- Vi har et håb om, at der måske samler sig en gruppe unge, der vil summe efter i aften. De kan være med til at arbejde videre med de her problematikker og måske komme med nogle løsningsmodeller, siger Peter Abildgaard Andersen.

Frem til 2020 er der lavet et budget for de unge i kommunen, der indbefatter forskellige tiltag. Peter Abildgaard Andersen fortæller, at derfor godt kunne komme flere lignende arrangementer i fremtiden, hvis aftenens debat bærer frugt.

Udpluk af parametre, som de har målt #Ung og Sund Livskrafts unges levevilkår ud fra:

  • I 2015 havde 68,5 procent af de unge, der afsluttede 9. klasse i 2010 i Kalundborg Kommune gennemført mindst én ungdomsuddannelse. På landsplan var der 73,1 procent.
  • Andelen der fik minimum 2 i gennemsnit i dansk og matematik i 2015/2016 var 86,5 procent, mens det på landsplan var 91,4 procent. 
  • I skoleåret 2015/2016 havde udskolingseleverne 10 procent fravær i Kalundborg kommune. På landsplan var fraværet 7,1 procent.

    Kilde: Undervisningsministeriet 

Nyhedsoverblik