Bykonge mister opbakning fra gamle støttepartier

De øvrige partier i Kalundborg Kommune er ved at rotte sig sammen mod borgmester Martin Damm (V) og hans til tider kontante ledelsesstil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Analyse: Når man kommer kørende ind mod Kalundborg ad Rute 23, skal man være blind for ikke at se Kalundborgs og dermed borgmester Martin Damms (V) succes.

Det er udsigten til både et erhvervs- og uddannelsesboom. Det udstrakte Novo Nordisk-anlæg er nærmest en by i byen, og ved den nye station skyder nye virksomheder og et nyt campusområde op.

quote Der er en vis Martin Damm-træthed

Derfor giver det næppe meget retur hos bookmakerne at spille på, at Martin Damm får fire år mere i det lille hjørnekontor i det røde rådhus på Holbækvej. Og så alligevel.

Der er mørke skyer i horisonten. Man kan sige, at de øvrige partier er ved at rotte sig sammen mod borgmesteren og hans til tider kontante ledelsesstil. Der er en vis Martin Damm-træthed.

Men partierne er dog ikke mere trætte af borgmesteren, end de fleste har fundet sammen med Venstre om dette års budget. Kun Enhedslisten, Demokratisk Fælleliste og SF hoppede fra.

Læs også
Det kan afgøre valget i Kalundborg Kommune
Læs også
Det kan afgøre valget i Kalundborg Kommune

Pengekassen bugner, og kommunen bruger stort set alt det, den kan slippe afsted med uden at ramme anlægs- og serviceloft. Der er blandt andet flere penge til ældre, skoler og socialområdet.

Der er også råd til at sænke skatten med 0,2 procentpoint, så kommunens borgere får den laveste trækprocent i Region Sjælland. Ikke noget ringe budget at gå til valg på for Matin Damm.

Et stensikkert valg

Hvis vi skruer tiden små fire år tilbage, tog Martin Damm al spænding ud af kommunalvalget i 2017 ved på forhånd at lave et både teknisk og politisk valgforbund med Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

De fem partier havde på forhånd skrevet under på, at de ville pege på Martin Damm som borgmester efter valget. Så var den ged ligesom barberet.

Sådan har det politiske navnestof ændret sig siden 2017

Den tidligere venstreborgmester i den lille Bjergsted Kommune, Gert Larsen, kunne ikke finde sig til rette hos Dansk Folkeparti. Han har nu sig egen liste, Demokratisk Fællesliste. Anita Winther fik vist nok at Martin Damm (V) og topstyring i Venstre. Hun er rykket over til Det Konservative Folkeparti.

Radikale Venstre må undvære en institution ved det kommende valg, fordi Ole Glahn, tidligere borgmester i Bjergsted, folketingsmedlem, regionsrådsmedlem og medlem af kommunalbestyrelsen, er flyttet fra kommunen.

Venstrefløjen med Socialdemokratiet i spidsen prøvede alligevel efter valget at lokke Peter Jacobsen (DF) med borgmesterposten, hvis han ville hoppe over på deres side, men til deres overraskelse og forbitrelse valgte han at sige nej tak. I kommunen snakker de stadig om, hvem der løb fra hvilke aftaler i det forløb.

De gider ikke rigtig Damm

Men nu er borgmesterens kvintet blevet til en solo for Martin Damms Venstre. Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti har fundet sammen i et valgforbund. De efterlyser et bredere samarbejde i kommunalbestyrelsen og mindre blokpolitik.

Læs også
Stort flertal siger ja til omstridt byggeri midt i Kalundborg
Læs også
Stort flertal siger ja til omstridt byggeri midt i Kalundborg

Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance har fundet sammen i en trio, der spiller på, at Peter Jacobsen denne gang skal være borgmester. De vil blandt andet gøre op med et teknokratisk borgmestervælde, som de tre partier udtalte til Nordvestnyt.

Radikale Venstre mener dog fortsat, at Martin Damm er det bedste bud på en borgmester. Men det er næppe nok til, at han kan tælle til de minimum 14 mandater, som skal til at have et flertal. Der skal andre med.

Socialdemokraterne spænder ben for sig selv

Til gengæld bliver Martin Damm hjulpet af Socialdemokratiet, der har brugt vinteren og foråret til et hidsigt internt rivegilde.

Gunver Jensen blev til sin egen store overraskelse vraget som spidskandidat. Den tjans fik Tina Beck-Nilsson i stedet. Det antændte balladen. Den endte med, at der blev etableret en ny socialdemokratisk lokalforening. Nu er der to, og freden har ikke sænket sig. Rigtige kammerater er de ikke blevet igen.

Den socialdemokratiske mudderkastning kan måske få betydning for, hvor vælgerne sætter deres kryds.

Erhvervsudvikling går ud over naturen

Valgtemaerne ligner til dels en reprise fra de seneste valg. Skolerne i Kalundborg Kommune får stadig dumpekarakterer. Alt for mange elever klarer sig dårligt i dansk og matematik.

Og så er der erhvervsudviklingen. Det går jo godt. Men der er en pris, der skal betales. Flere partier og grønne organisationer peger på, at det går ud over miljø og natur. Senest har der været sagen om den øgede vandindvinding fra Tissø.

De grønne organisationer er bekymrede over åer og dyreliv, når kommunen pumper mere vand fra Tissø ind til virksomhederne i Kalundborg.

quote Derfor bliver den faste forbindelse over Kattegat et tema, selvom det ikke er kommunens beslutning

Planerne om et boligbyggeri i Klosterparken vækker også debat. Her er borgerne gået på barrikaderne og har indsamlet underskrifter i protest mod byggeriet af cirka 100 lejligheder i en del af Klosterparken centralt i Kalundborg by. Alligevel har et bredt flertal i kommunalbestyrelsen sagt ja til lokalplanen, der gør byggeriet muligt.

Sagen illustrerede igen den interne socialdemokratiske uenighed. Partiets spidskandidat Tina Beck-Nilsson har støttet borgerprotesterne og kritiseret byggeriet. 

Stemmeslugere ved kommunalvalget 2017

  • Martin Damm (V) 4.286.
  • Gunver Jensen (S) 1.888.
  • Peter Jacobsen (DF) 878.

Men ved kommunalbestyrelsens møde i september stemte størstedelen af den socialdemokratiske gruppe med gruppeformand Gunver Jensen i spidsen for projektet.

- Vi har fra starten været glade for, at nogen vil bygge et sted, hvor vi har hånd i hanke med projektet. Det er et spændende byggeri. Flertallet i gruppen er stadig glade for planerne, understregede Gunver Jensen og fik dermed også understreget den interne uenighed.

Frygter at flække Røsnæs på langs

Senest har Niels Erik Danielsen (EL) dannet en ny Kattegatkomite sammen med lokalpolitikere fra Odder og Samsø. 

De vil slås for at forhindre den faste forbindelse over Kattegat. Borgmester Martin Damm (V) sidder i den gamle Kattegatkomite, der arbejder for en fast forbindelse. 


Hvem er i valgforbund med hinanden?

  • Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.
  • Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.
  • Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Demokratisk Fællesliste. 

Derfor bliver den faste forbindelse over Kattegat et tema, selvom det ikke er kommunens beslutning. Mange borgere på Røsnæs efterlyser et klokkeklart nej til en linjeføring ud over halvøen. De vil allerhelst have hele projektet skrottet.

Martin Damm siger også nej. Han vil ikke have flækket Røsnæs på langs, som han siger. Men modstanderne efterlyser en mere højtråbende borgmester.

Læs også
Modstandere af bro over Kattegat vil høres på borgen
Læs også
Modstandere af bro over Kattegat vil høres på borgen

Til gengæld har Martin Damm været højlydt i sin glæde over, at Kalundborgmotorvejen nu bliver bygget færdig. Den er afgørende for hans lokale wirtschaftswunder, der nu også rummer en havn i rivende udvikling.

A.P. Møller - Mærsk har allerede etableret en containerterminal. Senest har havnen lavet en 20-årig aftale med Global Ports Holding, der lejer et 20.000 kvadratmeter stort areal, hvor der skal bygges en krydstogtsterminal. 


Nyhedsoverblik