Borgere kæmper mod stort byggeri i Kalundborgs midte: - Det er synd at sælge ud af kulturarven

En gruppe af borgere samler underskrifter ind mod 116 boliger, som Kalundborg Kommune ønsker at bygge i midtbyen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I det fjerne, bag de smaragdgrønne trætoppe, pryder Kalundborgs Vor Frue Kirke. Udsigten fra flere af de planlagte nye boliger i Klosterparken kommer ikke til at fejle noget. Men lokale borgere i Kalundborg frygter kommunens byggeplaner. 

- Vi skal bevare dét, der er bevaringsværdigt, og det er dét her. Det er sådan et kønt område, siger Hermann Hansen, som er med i den lokale modstandsgruppe. 

Gruppen stemmer nu dørklokker for at samle underskrifter ind. De går efter borgere og folk med tilknytning til Kalundborg.

Hermann Hansen fra protestgruppen elsker den grønne natur i Kalundborg midtby.
Hermann Hansen fra protestgruppen elsker den grønne natur i Kalundborg midtby. Foto: Line Strand - TV2 ØST

- Ældre mennesker har leget her som barn, og der er mange følelser involveret. Vi synes, det er synd at sælge ud af kulturarven, siger Susanne Nielsen, der også er en del af gruppen.

Indtil videre har modstandsgruppen indsamlet 629 underskrifter mod boligerne.

quote Lad os nu få mennesker og liv i midtbyen

Hanne Olesen (S), Næstformand i Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune

- Alt i dag handler om miljø, bæredygtighed og grønne områder. Så er det da fuldstændig gammeldags at begynde at bygge boliger midt i en grøn park. Hvor svært kan det være? Spørger Hans Rørbech fra gruppen. 

Hanne Olesen (S), der er næstformand i Kalundborg Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, er dog overbevist om, at de nye boliger er en fremragende ide: 

- Lad os nu få mennesker og liv i midtbyen, siger hun. 

Turistforening bekymret

Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet var blandt de partier, der stemte for den nye lokalplan.

- Vi har lavet et hav af undersøgelser i forhold til, hvordan vi kan få liv i midtbyen. Det kan man kun ved at få mennesker i midtbyen. Derfor er argumentet, at vi skal have flere boliger her, siger Hanne Olesen (S) til TV2 ØST. 

Hanne Olesen (S), næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, Kalundborg Kommune.
Hanne Olesen (S), næstformand i Teknik- og Miljøudvalget, Kalundborg Kommune. Foto: Line Strand - TV2 ØST

Kommunen har lavet aftale med AP Pension, og planen er, at opføre 116 nye boliger i den nordlige del af Klosterparken. Byggeriet er første etape af kommunens planer for udvikling af midtbyen.

Eksempel på de nye boliger. Kilde: Kalundborg Kommunes forslag til Lokalplan.
Eksempel på de nye boliger. Kilde: Kalundborg Kommunes forslag til Lokalplan.

Bygningerne kaldes i lokalplanen for punkthuse, og de skal opføres i tre og fire etager. Højden kan maksimalt være 16,5 meter, og husene fylder i alt 10.000 kvadratmeter. 

Også i Kalundborg Turistforening er man bekymrede. Derfor har de planlagt en vandring for interesserede den 27 juli, hvor man kan høre mere om midtbyens vigtige kulturarv. Hans-Henrik Nielsen er formand i Kalundborg Turistforening:

- Vores holdning er, at attraktioner rundt omkring i byen bevares bedst muligt. Det gælder ruinen, Kaalunds Kloster og parken bagved ruinen, siger han. 

Vil ikke gå udover det grønne

I protestgruppen ønsker man at bevare hele det grønne område.

- Parken har så stor værdi, fordi den giver lys og luft og plads. Den giver mig en masse, og jeg har mange minder her, siger Hermann Hansen fra protestgruppen. 

quote Nu må vi altså høre de kandidater, der er på valg til efteråret.

Hans Rørbech, medlem af modstandsgruppen.

Men næstformanden i Teknik- og Miljøudvalget mener ikke, de nye boliger kommer til at gå udover parkens rekreative del.

- Ikke efter min opfattelse. Vi er uden for slottets mure, og folk kan stadig gå herind, siger Hanne Olesen (S). 

Beslutning skal træffes inden valg

Enhedslisten, SF og lokallisten Demokratisk Fællesliste stemte imod at godkende det nye forslag, som altså nu er i høring. I protestgruppen mener man, at politikerne bør vente med at træffe endelig beslutning til efter kommunalvalget.

Hans Rørbech fra modstandsgruppen mener, at beslutningen om byggeriet bør træffes efter kommunalvalget.
Hans Rørbech fra modstandsgruppen mener, at beslutningen om byggeriet bør træffes efter kommunalvalget. Foto: Line Strand - TV2 ØST

- Nu må vi altså høre de kandidater, der er på valg til efteråret. Hvad melder I ud om det her? Vi må vide, hvem vi kan stemme på, siger Hans Rørbech fra protestgruppen. 

Men i miljøudvalget er planen at få godkendt projektet inden valget.

- Det var den almindelige tidsplan for projektet. Det er et kæmpe projekt, og det er bare første etape, siger næstformanden i miljøudvalget. 

Planerne skal i høring frem til 18. august. Inden da er der borgermøde om byggeriet I Kalundborghallerne den 11. august.