Borger vil give 30.000 kroner til scleroseramt alenemor

Der er 30.000 kroner på vej til scleroseramte Charlotte Geil, som er mor til to. Det er Johnny Johannessen, som vil give hende pengene, så hun har råd til hjælp

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det gik rent ind hos Johnny Johannessen, da han for nylig så indslagene om Charlotte Geil fra Kalundborg på TV ØST, og nu er han klar til at sende 30.000 kroner i hendes retning.

Læs også: Mor uden hjælp

Charlotte Geil er ramt af sclerose og har i halvanden måned ligget i sengen, og det fik hende til at søge kommunen om en hjælper. Svaret var dog noget nedslående, for først efter en til to måneder kan Kalundborg Kommune give besked om, hvorvidt den sclerose ramte mor kan få hjælp, og der er ikke truffet nogen beslutning om en midlertidig løsning.

Dårligt helt ind i maven

Sygdommen plager hende så meget, at hun ikke kan lave mad til sine børn og tage ud og lave aktiviteter med dem, og børnene, der er henholdsvis 9 og 13 år, har måttet klare en del af arbejdet hjemme. Men mens Kalundborg Kommune tøver, er Johnny Johannessen fra Ringsted klar til at hjælpe.

- Jeg blev dårlig helt ind i maven, da jeg hørte, hun ikke kunne få hjælp, og så fik jeg lyst til at hjælpe hende. Jeg vil gerne give hende 30.000 kroner, så hun kan få en handicaphjælper, indtil kommunen finder ud af noget, siger Johnny Johannessen.

Læs også: Sclerosesag: Handicapordfører kræver forklaring af Socialminister

- Jeg skal nok klare mig, og jeg synes, den her sag er sørgelig. Jeg har hørt så meget om, at sclerose er en forfærdelig sygdom, når først den får fat, så jeg vil gerne hjælpe hende, fortsætter Johnny Johannessen.

En surrealistisk dag

Hos Charlotte Geil i Kalundborg er beskeden om det flotte tilbud næsten ikke til at forstå. Hun og børnene har netop fået mad leveret fra Christina Østergaard, der faldt over Charlotte Geils datters facebookgruppe 'Hjælp mig til at hjælpe min mor'. Hun har samlet 3200 kroner ind til familien og lavet en aftale med Kvicklys delikatesse om at levere mad til tre personer i tre uger, skriver Nordvestnyt.

Læs også: Alenemors sag ryster scleroseforening

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er helt surrealistisk det her. I aften skal vi have den mad, vi har fået, for første gang. Det er en kæmpe hjælp, så mine børn ikke skal stå og skrælle kartofler og så videre, men bare kan varme den, og nu ringer du og fortæller det her. Jeg er helt i chok, siger Charlotte Geil, da hun hører om Johnny Johannessens tilbud.

Johnny Johannessen vil i løbet af mandag aften tage kontakt til Charlotte Geil, så de kan aftale, hvordan hun får overbragt pengene.


Nyhedsoverblik