Blæsevejret blev værst i Kalundborg

Blæsevejret natten til onsdag nåede ikke op til stormstyrke. Men blæsevejret blev målt værst i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Blæsevejret natten til onsdag blev ikke til noget stormvejr – men den hårdeste middelvind blev målt i Kalundborg.

Det oplyser DMI, der gør status på blæsevejret.

De hårdeste vindstød blev målt i Jylland, hvor der også var problemer med forhøjet vandstand langs kysterne.

Langt fra en storm

Den højeste middelvind  - det vil sige den gennemsnitslige vind i en periode på 10 minutter – blev dog målt ved Kalundborg.

Her blev målt en middelvind på 23,5 meter i sekundet.  Det svarer til stormende kuling – en vindstyrke, hvor tagsten kan blæse ned og store grene knækkes.

Højeste vindstød blev målt i Frederikshavn, og var på 30,3 meter i sekundet.  Det svarer til en styrke af stærk storm – men da storm defineres ud fra middelvinden, så var dette ikke tilfældet.