To anholdt for skyderi i Kalundborg

Politiet slog torsdag aften til mod flere adresser i forbindelse med skyderiet på Klosterparkvej i Kalundborg onsdag. To er blevet anholdt i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

20 kampklædte betjente slog torsdag aften til i Sct. Olaiparken i Kalundborg.

En mand blev ført væk i en hvid dragt. Han er en af to personer, som nu er anholdt og som sigtes for drabsforsøg mod en 20-årig mand fra Roskilde, som blev ramt af skud i Sct. Olaiparken onsdag aften.

De to anholdte er en 33-årig mand fra Roskilde og en 28-årig mand fra Kalundborg.

Begge blev anholdt uden nogen dramatik, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør fredag med krav om varetægtsfængsling. Anklageren vil begære dørlukning i sagen.