Alvorlig trafikulykke lukkede vej: To biler stødt frontalt sammen

To biler er stødt frontalt sammen ved Rye nær Gørlev på rute 22. En 64-årig kvinde og en 18-årig mand er kørt på hospitalet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To personer er hårdt kvæstet i et alvorligt trafikuheld fredag morgen på Rute 22 – hovedvejen mellem Slagelse og Kalundborg. Ulykken er sket ved Rye.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at en 64-årig kvinde og en 18-årig mand blev kørt på hospitalet efter ulykken.

Her til eftermiddag lyder det fra politiet, at kvinden har brækket bækkenet, og manden har brækket skulder og arm. Ingen er i livsfare.

To klippet ud af biler

Der er tale om en ulykke, hvor to mindre biler er stødt frontalt sammen. Begge biler er totalskadede.

- Vi mener, at ulykken er sket i forbindelse med en overhaling, siger Carsten Andersen, der dermed afviser glat føre som en årsag til hændelsen. Der er ellers fredag morgen blevet saltet på strækningen.

Ulykken er sket klokken 05.29, og to personer måtte efterfølgende klippes ud af deres biler.

Som en følge af rednings- og efterforskningsarbejdet var Gørlev Landevej lukket på ulykkesstedet indtil klokken 09.00 fredag morgen. Vejen er dog nu genåbnet.

Artiklen er opdateret
Clock29. dec 2017, kl. 09:14
Opdateret med informationer om, at Gørlev Landevej er genåbnet.
Clock29. dec 2017, kl. 16:15
Opdateret med parternes tilstand.

 


Nyhedsoverblik