40 kilo blomsterfrø af gule blomster som morgenfrue, okseøje og valmuer er blevet sået flere steder langs Tour de France-ruten i regionen.
I alt er 25 kilometer af de gule blomster sået i Slagelse, Holbæk og Kalundborg.
- Vi sad sidste forår og tænkte over, hvordan vi kunne bidrage til Tour de France og samtidig gøre noget for biodiversiteten. Så kom vi på den her Tour de France-blanding, fortæller Rasmus Petersen, der til dagligt sår vilde blomster langs vejkanter.
Ved hjælp af sponsorater og flere landmænd fandt han både steder og penge nok til, at der kunne sås i alt 25 kilometer, og det glæder Rasmus Petersen.
- Bierne er hårdt pressede, fordi de mangler føde, men så er det også sjovt med gule blomster.
Koldt forår var bekymrende
De mange blomsterfrø blev sået i starten af april. Det var efter tidsplanen tidligt nok til, at de kunne nå at spire inden Tour de France altså rammer regionen den 2. juli.
Foråret blev dog noget koldt, og det er altså ikke godt for blomsterne.
- Det var noget bekymrende med det kolde forår. Det var faktisk nervepirrende. Jeg var lidt i tvivl, om der ville stå blomster, siger Rasmus Petersen.
Men der gør der altså. Og endda med næsten en uge til cykelløbet.
- Det er fedt, de står i blomst nu, siger han.
Det samme mener landmand Lars Lynge Jacobsen, der er én af de landmænd, der har fået sået nogle af de mange blomster på sin jord.
- Vi har fået et fint resultat, synes jeg. Det er noget nær perfekt til, at de skal stå i fuld flor op til weekenden, der kommer. Det er vores bidrag til festen, siger Lars Lynge Jacobsen.