18-årig forgiftet af vandpibe

Chris Rosenberg Hansen blev indlagt på Holbæk Sygehus efter at have fået en alvorlig kulilteforgiftning af en vandpibe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var på Chris Hansens bedsteforældres terrasse i Føllenslev, at han forleden tændte sin vandpibe, som han har gjort det mange gange før.

Men efter et kort stykke tid skete der noget, som ikke plejer at ske. Chris Hansen følte sig pludselig svimmel og besvimede. Han blev derefter kørt med udrykning til Holbæk Sygehus, hvor han kom i trykkammer.

- Det var skræmmende, for min hjerterytme var jo ikke normal, fortæller han til BT.

Han måtte tilbringe tre dage og tre ture i trykkammeret på Holbæk Sygehus, inden han igen kunne udskrives.

Ekstra meget røg betyder fare for forgiftning

Kræftens Bekæmpelse fortæller BT, at netop vandpibe-røg kan være farlig. Der vil ifølge dem altid være en fare for kulilteforgiftning, da der udvikles ekstra meget røg fra det kul, der ligger og ulmer under tobakken.

Og Chris Hansen har i hvert fald fået nok. Han har lagt piben på hylden og opfordrer andre til også at stoppe.


Nyhedsoverblik