14-årig kørte mors og fars bil: Kammerater sigtes for tyveri

En meget kort biljagt endte i nat med en anholdelse af fem meget unge drenge. Ingen af dem havde kørekort, og bilen var stjålet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Politiet ville i nat lidt efter midnat gerne hilse på føreren af en almindelig lille familiebil i landsbyen Gørlev ved Kalundborg. 

- Man kan sige, at det i sig selv er usædvanligt, at der kører nogen rundt i bil i Gørlev på den tid af natten, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

quote Man kan sige, at det i sig selv er usædvanligt, at der kører nogen rundt i bil i Gørlev på den tid af natten

Carsten Andersen, Midt- og Vestsjællands Politi

Og det var også tilfældet i nat, for bag rattet sad en 14-årig, mens to 16-årige, yderligere en 14-årig, samt en 15-årig var med i bilen. 

Alle drengene er fra lokalområdet, og de blev alle anholdt. Drengene under 15 år bliver ikke sigtet, men kommer i kontakt med de sociale myndigheder. 

Sigtes for brugstyveri

Bilen var taget fra den 14-åriges forældre uden deres vidende, og de øvrige passagerer bliver derfor sigtet for brugstyveri. En sigtelse, som kan give bøde, medmindre drengene er kendte af politiet i forvejen. Det ville kommunikationsansvarlig, Carsten Andersen ikke kommentere.

- Vi testede for alkohol, og det var der ikke spor af. Men når man sætter sig ind i en bil med en 14-årig fører, så kan man nok godt tænke sig til, at der er noget galt, siger Carsten Andersen.

- Vi ringede til forældrene, og nogen kom og hentede deres drenge, mens vi måtte køre andre af dem hjem, slutter Carsten Andersen.