12-årig pige ramt af bil - vidne måtte standse bilist

Tirsdag blev en 12-årig pige kørt ned i en rundkørsel i Kalundborg. Føreren af bilen opdagede ikke påkørslen og måtte standses af et vidne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et vidne måtte tirsdag eftermiddag standse en 62-årig mand, der havde påkørt en 12-årig pige i rundkørslen Holbækvej/Slagelsevej i Kalundborg.

Vidner havde set en bilist ramme pigen med venstre side af bilen, da hun gik over Slagelsevej i fodgængerfeltet. Pigen faldt og slog sig, men bilisten standsede ikke efter påkørslen. 

Bilen kørte videre ad Slagelsevej mod syd, og et vidne kørte efter bilisten og fik kontakt til den 62-årige mandlige fører på Sydhavnsvej. 

Den 62-årige mand fra Store-Fuglede fortalte, at han ikke havde opdaget, at han havde ramt pigen, da han kørte ud af rundkørslen. Han ventede på stedet, indtil politiet kom frem og afhørte ham til sagen.

Tilset af ambulancefolk

Klokken 15.04 blev der ringet 112 om, at en 12-årig pige var blevet ramt af en bil, og politi og ambulance blev sendt til stedet.

Den 12-årige pige var rystet, men hun var ikke kommet noget alvorligt til. Hun blev tilset i ambulancen, men der var ikke behov for, at hun blev taget med på skadestuen. 

Politiet afhørte vidnerne på stedet, som havde hjulpet pigen og tilkaldt hjælp. Patruljen optog rapport om færdselsuheldet, som skal belyse omstændighederne. Den 62-årige bilist kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.




Nyhedsoverblik