Vidner blev efterlyst til skudepisode – huller i mur var alligevel ikke skud

Huller i mur mentes at være skudhuller, men det afviser teknikerne nu. Politiet undersøger fortsat fund af patronhylstre i Ladegårdsparken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort før jul efterlyste Midt- og Vestsjællands Politi vidner til en skudepisode i Ladegårdsparken, Holbæk. I den forbindelse var der blevet observeret skudhuller i en mur.

Tekniske undersøgelser viser nu, at de observerede huller muren alligevel ikke skyldtes skud. Det skriver Nordvestnyt.

- Det viser sig, at hullerne skyldes afskalning fra facaden og ikke skud. Men der blev fundet patronhylstre i området, og de er nu til tekniske undersøgelser for eventuelle spor. Men vi kan ikke sige, hvad der har været skudt imod, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder hos Midt og Vestsjællands Politi til Nordvestnyt.

Ingen sigtede

Politiets teknikere havde fundet huller i en mur i anden sals højde i en beboelsesejendom i Ladegårsparken Øst, ligesom der også blev fundet afskudte patronhylstre mellem beboelsesejendommene og Skagerakvej. 

Politiet fik anmeldelsen klokken 01.04 den 23. december 2019 og anholdt fire mænd. Mændene blev løsladt igen efter afhøring.

Ifølge Nordvestnyts oplysninger er der ikke andre sigtede på nuværende tidspunkt.

I april døde en 18-årig mand fra Holbæk som følge af de skud, han blev ramt af, som blev affyret ved Ladegårdsparken Vest. Drabssagen er fortsat uopklaret, efter at en 25-årig mand, der tidligere var mistænkt, i august blev løsladt. 


Nyhedsoverblik