Vicerektor glad for alkoholtest på gymnasium: - Vi havde et brag af en fest

Kun to elever fik testet promillen inden fredagens fest på Stenhus Gymnasium.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I sidste uge meddelte Stenhus Gymnasiums vicerektor, Peter Fink, at eleverne kunne risikere at få deres promille testet inden skolens første store fest efter coronanedlukningen.

Hvis den testede elev havde en promille på over 1,0 ville vedkommende muligvis ikke få lov til at deltage i festen på gymnasiet i Holbæk, lød meldingen.

Tiltagene blev indført for at sikre, at alle havde en god fest.

quote Der er tradition for, at 2.g’erne drikker 1.g’erne fulde allerede inden festen

Peter Fink, vicerektor, Stenhus Gymnasium.

- Der er tradition for, at 2.g’erne drikker 1.g’erne fulde allerede inden festen, fortæller Peter Fink mandag.

Men for at undgå, at nogle elever følte sig pressede til at drikke sig meget fulde inden festen, blev de nye tiltag indført.

Og ifølge vicerektoren gjorde det fredagens fest til en rigtig god oplevelse.

- Vi havde et brag af en fest, siger han.

- Jeg kan slet ikke få armene ned.

Kun to blev testet

Rektor og vicerektor tog imod eleverne, når de ankom til skolen, og her havde langt de fleste taget budskabet om ikke at drikke for meget inden festen til sig.

- Det kan godt være, at de også anstrengte sig for ikke at se fulde ud, men det var vores oplevelse at de ikke var for fulde, siger Peter Fink.

Derfor var der også kun to elever, der fik testet deres promille.

quote Vi hører på vandrørene, at politikerne overvejer at indføre et alkoholforbud på ungdomsuddannelserne

Peter Fink, vicerektor, Stenhus Gymnasium.

- Der var to, som havde lidt for høj promille, men dem bad vi om at gå en tur rundt om skolen, og så var det fint, fortæller han.

Ingen blev altså afvist på grund af en for høj promille.

Men virkningen af det øgede fokus på alkoholindtaget inden festen kunne mærkes, fortæller vicerektoren.

- Det bliver en bedre fest, siger han.

- Vi oplevede også færre konflikter på dansegulvet.

Læs også
Stort gymnasium alkoholtester elever inden fest: - Det er utrolig urimeligt
Læs også
Stort gymnasium alkoholtester elever inden fest: - Det er utrolig urimeligt

Og så blev rengøringen sparret for en kedelig opgave.

- Der var ingen opkast nogen steder, og det har vi aldrig oplevet før, siger vicerektoren.

Vil fortsætte med at teste

Peter Fink fortæller, at man vil fortsætte med at teste elever, der virker for berusede, inden gymnasiefesterne.

Det sker blandt andet for at sikre, at der også i fremtiden kan sælges øl og alkopops ved festlige lejligheder på skolen.

- Vi hører på vandrørene, at politikerne overvejer at indføre et alkoholforbud på ungdomsuddannelserne, fortæller Peter Fink. 

Han håber, at tiltag som det med promilletesten inden festerne kan være med til at vise, at ungdomsuddannelserne har styr på de unges alkoholindtag ved festerne, og at man dermed kan undgå et forbud mod alkohol på uddannelsesinstitutionerne.


Nyhedsoverblik