Vestsjællands Brandvæsen: Vi frygter, at oversvømmelserne bliver større end sidst

Borgerne langs Isefjorden skal allerede søndag forberede sig på forhøjet vandstand mandag og tirsdag, hvor DMI frygter oversvømmelser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er tredje gang på to uger, at beredskabet langs Isefjorden forbereder sig på forhøjet vandstand og oversvømmelser.

- Går det, som DMI varsler, så bliver det større end sidst, og så skal vi indsættes for at sikre en række steder i Holbæk, siger Lars Karlsen, der er operativ chef i Vestsjællands Brandvæsen, der står for brandvæsenet i Holbæk, Odsherred, Lejre, Sorø og Kalundborg Kommuner.

Brandvæsenet og politiet tog en samtale allerede lørdag, da det første varsel indløb, og er indtil videre på det laveste beredskabsniveau.

- Vi er på det, som vi kalder informationsniveau. Det betyder, at vi følger situationen med varsler tæt, og at vi ved, hvem der skal kontaktes i beredskabet. I løbet af søndagen vil det blive afgjort, hvordan vi konkret skal forberede os – men det afhænger i høj grad af det, som DMI melder ud, siger den operative chef.

Forhøjet vandstand Holbæk havn
Læs også
Beredskab: Vi er klar til ny oversvømmelse
Forhøjet vandstand Holbæk havn
Læs også
Beredskab: Vi er klar til ny oversvømmelse

Op til 140 centimeters forhøjet vandstand

Ifølge det seneste varsel fra DMI søndag formiddag vil vandet stige til mellem 110 og 145 centimeter over dagligt vande. Varslet er et såkaldt kategori 2-varsel, det næsthøjeste trin på varslingsstien. Varslet gælder fra mandag klokken 12.00 til tirsdag morgen klokken 05.00. Her ventes også kraftig blæst af kulingstyrke i vores område. Ud over Isefjorden ventes vandet også at stige i Roskilde Fjord, der også er omfattet af varslet. DMI forventer søndag morgen, at Isefjorden og Roskilde vil være mest udsatte.

Hvis DMI ikke nedgraderer varslet, så ventes Den Lokale Beredskabsstab (LBS) at træde sammen på politigården i Roskilde, hvorfra de vil koordinere deres arbejde. Samtidig vil der blive taget skridt, der skal hjælpe borgerne med at sikre sig.

- Der vil blive lavet områder, hvor man kan få sand og sandsække til at sikre sig. Nogle tror, at vi vil køre færdige sandsække ud til borgerne. Det er en misforståelse, men vi laver særlige områder, hvor folk får redskaberne, så de kan beskytte sig, siger Lars Karlsen.


Nyhedsoverblik