Nyhedsoverblik

Vejarbejde lukker befærdet vej i to uger

Asfalten på Ringstedvej, som også er kendt som rute 57, syd for Holbæk er slidt ned og skal udskiftes.

Det drejer sig om en strækning på cirka to kilometer mellem Igelsø og Kvanløse, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Mens arbejdet udføres, vil strækningen blive spærret. Det gælder fra torsdag den 19. september og to uger frem.  

Trafikanter vil i perioden blive ”sendt ud på en mindre omkørselsrute”, der vil fremgå af skilte i området.

- Beboerkørsel til ejendomme på den afspærrede strækning vil være tilladt, men skal ske med forsigtighed og efter entreprenørens anvisning, skriver Vejdirektoratet.

For at tage mest muligt hensyn til trafikanter, vil arbejdet blive udført i aften- og nattetimerne. 

Første arbejdsdag bliver torsdag den 19. september fra klokken 18.00 frem til klokken 06.00 fredag morgen. 

Derefter fortsætter arbejdet som aften- og natarbejde i samme tidsrum i uge 39 og 40.

Vejdirektoratet tager forbehold for, at arbejdet kan blive udskudt, hvis vejret sætter en stopper for arbejdet.