Turist fra Holbæk fanget i kinesisk by ramt af coronavirus: - Gaderne er helt øde

Busser og tog holder stille, og der er kun få, der færdes på gaderne i den kinesiske by Wuhan, hvor coronaviruset skaber frygt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Der sker ikke meget. Gaderne er tomme, og vi kan kun sidde og se tv eller se på computeren. Så det er blevet en noget kedelig ferie, efter byen lukkede ned.

Sådan fortæller 70-årige Uffe Frejdal Nielsen fra Holbæk, der er blevet fanget af foranstaltningerne mod den frygtede Coronavirus under en ferie i Kina.

quote Vi har ikke set noget til sygdommen. Det er slet ikke sådan, så folk går rundt i beskyttelsesdragter eller sådan noget 

Uffe Frejdal Nielsen fra Holbæk

Han befinder sig i Wuhan, der ligger i den hårdest ramte provins i Kina. Byen ligger dog langt fra de områder i provinsen, hvor sygdommen for alvor har fået fat.

- Man kan overhovedet ikke se, hvor stor byen er. Det er næsten ligesom Holbæk en søndag formiddag. Der foregår ikke noget på gaden overhovedet. En sad på en bænk en halv times tid den anden dag, men nu er der ikke nogen, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den ellers så travle by Wuhan ligger nu øde han.
Den ellers så travle by Wuhan ligger nu øde han. Foto: EmiliaReuters - Ritzau Scanpix

Er i sygdomsplaget provins

Coronavirus er et nyt lungebetændelsesfremkaldende virus, der for første gang blev opdaget i Wuhan den 12. januar, og som siden har spredt sig. Efterhånden som sygdommen tilpasser sig mennesker, bliver den gradvist også mere alvorlig. Den har indtil nu kostet 131 mennesker livet og inficeret mindst 5.500 mennesker.

- Vi har ikke set noget til sygdommen. Det er slet ikke sådan så folk går rundt i beskyttelsesdragter eller sådan noget  - andet end på sygehusene, hvor der er syge. Vi skal have en ansigtsmaske på, når vi går ud, men vi kan sagtens gå ned og handle eller gå på apoteket og gå en lille tur. Butikkerne er åbne, og der er masser af mad på hylderne. Vi må bare ikke fortsætte vores ferie, siger Uffe Frejdal Nielsen til TV2 ØST fra Kina onsdag aften, lokal tid.

Han er normalt afdelingsformand i Ladegårdsparken i Holbæk, og har i den forbindelse tidligere medvirket i reportager og artikler på TV2 ØST. Han og hans kinesiske kone er i Kina på en kombineret ferierejse og familiebesøg i anledningen af det kinesiske nytår.

quote Butikkerne er åbne, og der er masser af mad på hylderne. Vi må bare ikke fortsætte vores ferie

Uffe Frejdal Nielsen fra Holbæk

Netop omkring nytåret blev vilkårene for ferien radikalt forandret.

- Det var meningen, at vi skulle til en stor nytårsfest. Men det var der, hvor de lukkede ned for tog, metro og busser for at begrænse smitten. Det betød at nytårsfejringen blev aflyst, og så har vi ellers ventet her i en lejlighed i Wuhan lige siden, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Coronavirus har fået prisen på fødevarer til at stige, blandt andet i byen Wuhan. Det betyder, at der i høj grad hamstres grøntsager og ris.
Coronavirus har fået prisen på fødevarer til at stige, blandt andet i byen Wuhan. Det betyder, at der i høj grad hamstres grøntsager og ris. Foto: StringerEPA-Ritzau Scanpix

Tomme gader

Han hæfter sig ved, at gaderne i den ellers så travle by nu er tomme. Der ses kun nogle få mennesker til fods, og enkelte biler, der har tilladelse til at køre.

- Der er ret meget logistik forbundet med det her. Der skal køres mad ind, og andre forsyninger. Tænk for eksempel på, at vi skifter ansigtsmasker flere gange om dagen i en by, hvor der bor 11 millioner mennesker. Det er virkelig mange masker, der skal laves og fragtes hertil, siger han.

Han kalder det forståeligt, men træls og surt, at ferien ikke kan fortsætte.

- Vi er ganske trygge. Vi er ikke nervøse. Men her er simpelthen så kedeligt. Vi kan se tv. Og se på computeren og snakke sammen. Og det er det. Der er ikke andet, siger han.

Udenrigsministeriet arbejder på hjælp

Han håber nu på, at udenrigsministeriet kan hjælpe danskerne ud af området, som det også er sket for mange andre borgere.

- Jeg ringede til dem i dag, men de skal koordinere sådan en operation med både myndighederne i Kina og med europæiske samarbejdspartnere. Så det kommer nok ikke til at gå hurtigt, siger han. Han venter først et svar fra ministeriet sidst på ugen på, om parret kan få hjælp til at komme hjem.


Nyhedsoverblik