Rutinekontrol afslørede skiltetyve
En rutinekontrol i nat af en personbil i Holbæk afslørede en usædvanlig last.
På bagsædet i bilen lå der nemlig flere vejskilte, som personerne i bilen havde stjålet fra en rundkørsel i Nr. Jernløse.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Svinede politiet til
En af de anholdte – en 20-årig mand fra Ringsted – ville dog ved anholdelsen ikke oplyse sit navn. Han valgte i stedet at bruge en række ukvemsord om politiet.
Det grimme sprog og manglende navn kom til at betyde, at han blev taget med på stationen, mens de to øvrige fik lov til at gå efter at være blevet meddelt deres sigtelse.