Trafikdræbt kvinde på motorvej var 18-årig fra Holbæk

Det var en 18-årig kvinde fra Holbæk, der blev påkørt på Holbækmotorvejen onsdag aften. Hun blev kort før ulykken sat af på vejen efter et skænderi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en 18-årig kvinde fra Holbæk, der blev påkørt på Holbækmotorvejen sent onsdag aften.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Ulykken skete klokken 23.18, da kvinden blev påkørt af en 59-årig kvinde fra Ruds Vedby på Holbækmotorvejen i vestgående retning ud for Ordrup ved Kirke-Sonnerup.

Kort forinden ulykken var kvinden blevet sat af på motorvejen efter et skænderi med en yngre mand.

- Kvinden havde været oppe at skændes med føreren af en bil, og hun blev så skubbet ud af bilen, der holdt inde i nødsporet. Det bekræfter vidner, fortæller vagtchef Michael Winsløv.

Den yngre mand henvendte sig selv til politiet dagen efter ulykken sammen med en advokat.

Uvist hvordan hun døde

Politiet ved endnu ikke, hvad der skete i minutterne efter, at kvinden blev sat af bilen og indtil hun endte liggende i motorvejens yderspor, hvor hun blev påkørt af den 59-årige kvinde.

- Måske er hun blevet påkørt, eller er blevet skubbet omkuld efter at have forsøgt at stoppe en bil. Vi ved det ikke, men vi vil meget gerne høre fra vidner, der kan være med til at kaste lys over hændelsen, oplyser Michael Winsløv.

Har du oplysninger i sagen, så kontakt politiet på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik