To personer anholdt efter skyderi i Ladegårdsparken

Tirsdag aften blev der affyret skud mod en 20-årig i Ladegårdsparken i Holbæk. Politiet har anholdt to mænd fra København.

Kort før klokken 22.00 tirsdag aften blev der affyret adskillige skud i Ladegårdsparken i Holbæk. Under skudepisoden blev ingen ramt.

Efterfølgende har Midt- og Vestsjællands Politi fundet adskillige tomme krudthylstre på stedet.

- Vi antager, at det er en gaspistol eller løsskudspistol med løst krudt, der er blevet brugt, siger vagtchef fra Midt- og Vestsjællands Politi Lars Galasz.

Ladegårdsparken ligger i det sydvestlige Holbæk.
Ladegårdsparken ligger i det sydvestlige Holbæk. Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

To personer anholdt

To mænd fra København på henholdsvis 23 og 27 år er blevet anholdt i sagen. Efter skudepsioden forlod de stedet i bil, men de blev efterfølgende stoppet på Holbækmotorvejen.

- Vi har anholdt de to mænd, mens de var på vej væk fra stedet, dem har vi taget med på stationen, siger Lars Galasz.

Manden som de to skød efter, er en 20-årig fra Odsherred, som ikke ønsker at oplyse politiet om, hvad der ligger forud for skudhændelsen. 

Hele området omkring Ladegårdsparken blev afspærret, mens politiet undersøgte området, men omkring klokken 01.30, forlod Midt- og Vestsjællands Politi igen stedet.

- Der er ro på der ude nu, siger Lars Galasz.

Nu venter der politiet en omfattende efterforskning. 

Der har tidligere været banderelateret uro i Ladegårdsparken. Den konflikt kan du høre mere om i TV2 ØST's podcast 5 Skud.

Politiet var massivt til stede i Ladegårdsparken.
Politiet var massivt til stede i Ladegårdsparken. Foto: Nicklas Fohlmann, Lind Foto