Tiltalt for terrorforsøg: - Jeg ville bare lave kanonslag

En 34-årig mand, der er tiltalt for forsøg på terror, afgav fredag forklaring i Retten i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den spinkle mand smiler til sin hustru, mens han sidder i vidneskranken. Det mørke hår er samlet i en knold i nakken. I hvid skjorte og sorte bukser begynder han at afgive den forklaring, han igennem mere end halvandet år kun har fortalt for lukkede døre, hver gang der har været retsmøde i sagen. 

Nu er det første gang, offentligheden får kendskab til hans egen forklaring. Den handler om fyrværkeri. Faktisk er han, lægger han ikke skjul på, meget optaget af fyrværkeri, og har været det, siden han var dreng.

Blev familiesammenført til Danmark

Den 34-årige syriske mand er tiltalt for forsøg på terrorvirksomhed. Hans medtiltalte er hans 31-årige hustru og hans storebror på 37 år. Ved siden af storebroren sidder en tolk, der oversætter alt, hvad der bliver sagt i retslokalet i Holbæk. Udover forsøg på terror er de alle tre tiltalt for at have støttet en person med tilknytning til Islamisk Stat.

Den tiltalte 34-årige mand har ikke brug for tolk, da han taler flydende dansk. Han sidder roligt på stolen, mens han fortæller, at han boede i Damaskus i Syrien, indtil han var omkring 11 år. Derefter besluttede hans far at sende familien til Tyskland. Faren ønskede ikke, at hans tre sønner skulle i det syriske militær.

Den nu 34-årige mand boede derefter i Tyskland i fem år, før han selv, hans lillesøster og hans mor blev familiesammenført med faren, der havde fået opholdstilladelse i Danmark. De to ældre brødre blev ifølge den tiltalte i Tyskland.

Den 34-årige mand er uddannet tømrer og arbejder som håndværker. Han har en ledende stilling i en virksomhed, som han har arbejdet for siden 2012. Han har boet flere steder i Nordvestsjælland, før han til sidst bosatte sig på en villavej i Holbæk sammen med sin 31-årige hustru.

Fandt henrettelsesvideoer

Det var i denne villa, politiet den 6. februar 2021 under en ransagning fandt en maskinpistol, et haglgevær og en riffel med kikkertsigte, ammunition og så store mængder kemikalier, at man ifølge anklagemyndigheden kan fabrikere en bombe på 12 kilo. En bombe, der ville kunne forårsage tab af menneskeliv i en radius af 45 meter samt materiel skade i en radius af 300 meter. 

Politiet fandt på harddiske og computerfiler, der indeholdt bombemanualer og vejledninger til at fremstille bilbomber, rørbomber samt fjernstyrede bomber. Der var billeder af Osama Bin Laden, ligesom der var adskillige videoer af selvmordsbombere, henrettelsesvideoer og sekvenser af mennesker, der bliver halshugget. 

Derudover fandt politiet dele til fjernstyrede biler, emballage til forskellige mad- og drikkevarer, hvor der var loddet mobiltelefoner på, en større mængde mobiltelefoner, et hjemmelavet flag for Islamisk Stat og en koran med understregninger af, hvordan vantro skal behandles. Derudover fandt man på den mobiltelefon, som den tiltalte havde på sig ved sin anholdelse, 35 videoer med materiale omhandlende Islamisk Stat og Al Qaeda.

Opbevarede skydevåben for bekendt

Den tiltalte 34-årige mand forklarer, at han er praktiserende muslim. At hans hustru bærer tørklæde, er dog hendes eget valg, eftersom han har givet hende lov til selv at bestemme, om hun vil være tildækket i offentligheden eller ej.

Ifølge den 34-årige er der en god forklaring på, hvorfor politiet fandt de mange effekter i parrets villa. Han forklarer, at grunden til, at han havde våben liggende, er, at han tilbage i 2011 og 2012 sagde ja til at opbevare nogle skydevåben for en bekendt, H., der boede i Agervang i Holbæk.

- Der var noget konflikt mellem nogen fra Agervang, og måske var det så Black Cobra. Min bekendte var en del af den konflikt, og han spurgte mig, om jeg kunne opbevare dem. Jeg var ikke kriminel, så han tænkte, at det var et godt skjulested, fordi politiet ikke interesserede sig for mig, siger den 34-årige.

Adspurgt, hvorfor han sagde ja til dette, svarer han, at han var ung og dum og spillede smart. Jeg tænkte ikke over konsekvensen, siger han. Han fortæller, at han efterfølgende gemte de tre våben, fordi han var bange for, at hans forældre skulle finde dem. Her er der blandt andet en riffel, der blev stjålet i Store Merløse i 2012.

Læs også
Tiltalt for at planlægge terror - nu skal de for retten
Læs også
Tiltalt for at planlægge terror - nu skal de for retten

Har du forsøgt at affyre dem, spørger anklager Kirsten Jensen.

- Nej, det har jeg ikke, jeg er bange for våben, siger den tiltalte, der forklarer, at han efterfølgende har flyttet flere gange, og hver gang taget våbnene med. 

Efter han mistede kontakten til sin bekendte, har han overvejet at aflevere våbnene til politiet, men har været bange for at komme i fængsel for våbenbesiddelse. 

– Jeg tør heller ikke at køre rundt med dem i bilen, siger han.

Politiet har forsøgt at finde den bekendte, H. Det har de ikke haft held med. Den tiltalte ved ikke, hvad han hedder til efternavn. Han kan ikke huske det længere, siger han.

Gemte ammunition og våben i skuret

Både våben, ammunition og kemikalier har været placeret og gemt flere steder i parrets hus. Blandt andet under den fælles seng i soveværelset. Den 34-årige mand forklarer, at hans hustru ikke vidste, at de fundne effekter befandt sig i huset. 

– Det meste var i skuret, og det var mest mit område, siger han, og fortæller desuden, at kvinden lider af angst. Der har derfor været længere perioder, hvor hun har opholdt sig i sin egen lejlighed i Apotekerhaven, forklarer den 34-årige, der erkender, at hele familien har haft problemer. Parrets fælles barn har været ramt af sygdom, og både barnet og hustruen har haft det svært.

- Jeg har ikke passet godt nok på nogen af dem, siger den 34-årige mand i Retten i Holbæk, mens hustruen grædende tørrer sig i ansigtet med en serviet. Kort efter smiler hun til ham igen.

Foretog prøvesprængning i Tyskland

Adspurgt, hvorfor han den 18. januar 2021 bestilte 17 kilo kemikalier, forklarer den tiltalte, at han er fyrværkerientusiast. Han elsker nytår, hvor han hvert år tager til Dessau i Tyskland og fejrer årsskiftet med sine gamle venner. Han laver selv sit fyrværkeri, herunder kanonslag, ligesom han også leverer kanonslag til andre. Ifølge den tiltalte havde han modtaget en bestilling på 300 kanonslag til levering før sommerferien.

Ifølge den tiltalte plejer han at bruge hele sin juleferie på at lave fyrværkeri, men efter nytåret 2020/2021 besluttede han, at han ville forsøge at være i god tid til næste års nytårsaften. Derfor bestilte han allerede i januar 2021 kemikalier, med levering til storebrorens adresse i Tyskland. Den tiltalte storebror befandt sig ifølge den 34-årige mest i Danmark, og vidste intet om kemikaliebestillingen. I Tyskland foretog den 34-årige en prøvesprængning for at være sikker på, at det, han havde lavet, var i orden.

Læs også
Første retsdag i terrorsag: Maskinpistol, kemikalier og bombeopskrift var i hus i Holbæk
Læs også
Første retsdag i terrorsag: Maskinpistol, kemikalier og bombeopskrift var i hus i Holbæk

Ifølge den 34-årige vidste hans hustru godt, at han både fremstillede og affyrede hjemmelavet fyrværkeri. Men han talte ikke så meget om det derhjemme, eftersom hun blev urolig og vred over, at han risikerede sin egen sikkerhed på den måde. 

– Det gør jeg nu ikke, jeg opbevarer det på en meget forsvarlig måde, siger den tiltalte i Retten i Holbæk.

Anklager Kirsten Jensen fremlagde en chat mellem ægteparret, der er foregået lige efter prøvesprængningen i Tyskland. Her fremstår kvinden nysgerrig og interesseret og skriver, at hun kunne høre sprængningen, selvom hun ifølge den 34-årige befandt sig 3,7 kilometer derfra.

- Hvordan gik det, skriver hun til ham.

- Det gik godt. Jeg ryster helt, svarer han.

Retssagen fortsætter mandag, hvor den tiltalte 34-årige mand igen sætter sig i vidneskranken. Der forventes en afgørelse i sagen i midten af december. 


Nyhedsoverblik