Sværm af små jordskælv under sjællandsk fjord

Det seneste år har en række små jordskælv ramt undergrunden under Isefjorden. Skælvene kan være et tegn på, at et lidt større skælv er på vej.

- En række små jordskælv kan indikere, at et lidt større skælv er undervejs. Så vi holder øje med det, og bruger vores viden til eksempelvis at komme med input til bygningsreglementer.

Sådan siger Thomas Voss fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), der er den officielle myndighed i Danmark, der holder øje med undergrunden.

Der er tale om en håndfuld bittesmå jordskælv, der har ramt Isefjorden. De er målt til en styrke på mellem 1,0 og 2,0 Richter og har været centreret meget langt under jordens overflade, omkring 20 kilometer nede i undergrunden.

quote De er med til at give os en vigtig viden om, hvor store jordskælv, som vi kan forvente at se

Thomas Voss, GEUS.

- Der er ingen, der har meldt, at de har mærket de her jordskælv. Men vi holder øje med dem, fordi de kan indikere, at et stadig småt, men lidt større skælv er på vej i området, siger han.

Indgår i regler for byggeri

Thomas Voss oplyser, at der typisk vil komme et skælv på 2,0 Richter, når der har været ni skælv på 1,0, ligesom der typisk vil komme et på 3,0 hver gang der har været 100 skælv på 2,0 Richter.

Han oplyser, at de målte data indgår i arbejdet med at lave bygningsreglementer i Danmark - og især, hvis der skal laves større konstruktioner.

- Sammenlignet med jordskælv andre steder i verden, så er det meget små skælv. Men de er med til at give os en vigtig viden om, hvor store jordskælv, vi kan forvente at se. Ud over til bygningsreglementerne, så er de her data også noget, som vi bruger i vores beregninger, hvis der skal laves specialbyggeri i området, siger Thomas Voss.

Selvom Danmark er langt fra de store jordskælvszoner, så går en lille forkastning ned tværs igennem Danmark i en linje fra Skagen til København, og det er denne linje, der har rørt lidt på sig omkring Isefjorden. Det nordlige Jylland, især i havet mellem Jylland og Norge, og  det nordvestlige Sjælland regnes for de områder, hvor der er størst risiko for skælv herhjemme.

Jordskælv under 2,0 Richter kaldes normalt mikroskælv. Det kan kun sjældent mærkes af mennesker og giver ikke problemer i forhold til bygninger. Større skælv i Danmark er meget sjældne. Det størst målte skælv var på 4,7 Richter, og blev målt i havet ud for Nordsjællands kyst i 1985. I 2008 mærkede rigtig mange danskere dog et lidt større skælv. Det skete da et jordskælv på 4,8 Richter ramte 65 kilometer øst for København.

Måles på Stevns

Selvom vi sjældent mærker det, så sker det forholdsvist ofte, at Danmark rammes af jordskælv. Mellem 2008 og 2018 var der således mere end 2.000 jordskælv i Danmark, heraf var langt hovedparten af dem mikroskælv, og de færreste blev bemærket af mennesker.

Centralt i jagten på de mange jordskælv er en seismograf, der er placeret i det rolige Lille Linde i Stevns Kommune - lige midt på en kalkformation i undergrunden under Stevns.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan ser seismografen på Stevns ud. Der er tale om et produktfoto af modellen, og ikke den aktuelle seismograf i Lille Linde.
Sådan ser seismografen på Stevns ud. Der er tale om et produktfoto af modellen, og ikke den aktuelle seismograf i Lille Linde. Foto: Streckeisen

Seismografen indgår i et netværk, der måler både danske og internationale jordskælv.

- Det er et meget følsomt instrument. Der er ingen, der kører igennem Lille Linde uden, at vi får opfanget data fra det. Men det er data, som vi er blevet ret gode til at sortere fra, fortæller Thomas Voss.

Grøn gryde bag data

Modsat i gamle dage, hvor en seismograf var et stort instrument, der opfangede rystelser og tegnede på store papirruller, så er der i dag tale om et digitalt og helt anderledes mindre instrument.

- Det minder mest af alt om en grønmalet gryde, der ligger med bunden i vejret. Det er dog et meget følsomt instrument, der opfanger selv de mindste bevægelser i jorden, fortæller han.

Således opfangede seismografen i Lille Linde også, hvordan undergrunden på Stevns rystede med under de store jordskælv op til det vulkanudbrud på Island, der startede i weekenden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så jordskælvet på Island op til det aktuelle vulkanudbrud ud.
Sådan så jordskælvet på Island op til det aktuelle vulkanudbrud ud. Foto: GEUS

- Det er jo ikke meget, undergrunden ryster. Cirka en 4000-del af en millimeter. Men det er noget, som vi meget tydeligt opfangede med seismografen på Stevns, siger Thomas Voss.

Han fortæller, at alle større skælv på jorden normalt når til Stevns.

- Alle skælv på mere end 4,0-5,0 Richter er noget vi måler her. Men de helt små skælv kræver, at vi har en seismograf i nærheden, fortæller han.