SuRi vandt kokkekampen

SuRi fra Holbæk vandt i går den store kokkedyst baseret på lokale råvarer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvis maden på din restaurant ikke bare skal smage godt, men også skal være helt lokal, så skal du et smut omkring Holbæk.

I går vandt Restaurant SuRi fra Holbæk nemlig konkurrencen Local Cooking 2013 med et ret bestående af stegt skrubbe med fjordrejer, kalvehaler og Lammefjordsgrønt.

Det oplyser arrangøren CELF i en pressemeddelelse.

Skal styrke turismen

Andenpladsen i konkurrencen fik Restaurant Babette fra Vordingborg med en nyfortolket "Røget ål fra Klintholm", der var ledsaget af bl.a. rødbeder og brie, og tredjepladsen gik til Gisselfeldt og Feddet Spisehus fra Faxe, som kombinerede klassikeren steak bearnaise med syltede perleløg og blåbær.

Målet er, at konkurrencen og den øgede fokus på lokal funderet mad skal være med til at styrke turismen i området.