Stort cykelløb rammer Vestsjælland til august

Der er lagt op til hårde dueller, når 4. etape af PostNord Danmark Rundt kører gennem Vestsjælland til sommer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Er du optaget af cykling, så sæt kryds i kalenderen den 13. august 2021.

Her kommer det danske etape-cykelløb PostNord Danmark Rundt nemlig til at ræse igennem Vestsjælland i det kuperede terræn mellem Holbæk og Kalundborg.

PostNord Danmark Rundt præsenterede onsdag ruten - og der bliver ikke lagt skjul på, at de håber på en folkefest med masser af tilskuere til løbet.

Cykelløbets fjerde etape starter ved Sportsbyen i Holbæk og følger så de små landeveje gennem den nordlige del af vores landsdel.

Her er ruten

Rytterne skal således gennem Tølløse, Mørkøv, Jyderup og Svebølle på vej til Kalundborg.

Og mens ruten generelt byder på kamp til stregen mellem rytterne, så skal de ved ankomsten til Kalundborg ud på en særligt krævende rundstrækning på 19 kilometer ud på Røsnæs, hvor rytterne ad seks omgange skal forbi noget af det allermest kupperede terræn, som vi har på Sjælland.

Målstregen er ved havnefronten i Kalundborg.

Løbets etaper afvikles som følger:

Stærke hold

Det er den 30. udgave af cykelløbet, der i år køres. De fem etaper er tilsammen på 780 kilometer.

- Der er lagt op til et brag af et løb, hvilket bekræftes af, at så mange stærke hold har ønsket at deltage i dette års udgave PostNord Danmark Rundt, siger projektchef Frank Hyldgaard i en pressemeddelelse. 

- Det bliver et virkelig flot felt, når de 140 ryttere begiver sig ud i det danske landskab. Med deltagelsen af alle 4 danske continentalhold, PostNord landsholdet og det historisk store antal danske ryttere på World Tour holdene, så er vi sikret et felt fyldt med danske talenter og stjerner.