Stor stigning: Flere udsættes for tricktyverier

Politiet oplever en markant stigning i anmeldelser om trick- og lommetyverier. Derfor advarer de nu folk mod tricktyvene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 I Holbæk blev en skobutik onsdag udsat for et tricktyveri. Butiksindehaver Mette Stokholm ekspederede en engelsktalende kunde uden for butikken, men da manden ikke ville følge med ind for se andre modeller, fattede hun mistanke. 

- Da jeg træder ind i butikken, så står der en mand ovre ved min kasse. Så jeg bliver vældig hidsig og gal over, at de er nået så langt. Så jeg reagerer ved at tale højt og hårdt til ham, siger Mette Stokholm.

Der er mange ligesom Mette Stokholm, som har oplevet at blive udsat for tricktyverier. Siden 1. Januar i år har Midt- og Vestsjællands politi modtaget 54 anmeldelser om tricktyveri og 225 anmeldelser om lommetyveri. Desuden oplever Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds, at tricktyverierne er mere end tredoblet på blot et år.

- I øjeblikket oplever vi trick- og lommetyverierne som et stort problem. Det er derfor vi gerne vil gøre noget ved det, siger Carsten Andersen, som kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi.

For Mette Stokholm faldt tricktyveriet ud til hendes fordel. Det lykkede ikke mændene at stjæle noget fra kassen eller nogen værdigenstande fra butikken. I fremtiden vil hun dog afholde personalemøder oftere og fortælle hendes personale om faresignalerne. 

- Jeg vil opfordre mit personale til at mærke mere efter og være mere mistænksomme, når der sker noget underligt i en situation med kunderne. Det er ingen skade til at være det, siger Mette Stokholm. 

I denne slags situationer kan folk med fordel følge disse råd ifølge Carsten Andersen.

- Folk skal sørge for at lukke deres tasker, undgå at flagre med dankortet, når man er ved at betale nede i et supermarked. Dæk så man ikke kan se pinkode, når man indtaster den. De her forholdsvis simple regler vil hjælpe os og borgeren selv rigtig meget, siger Carsten Andersen.

Desuden vil Carsten Andersen gerne opfordre folk til, at man kontakter politiet lige med samme, når man er blevet udsat for et trick- eller lommetyveri. Hvis politiet kan komme hurtigt ud i et lokalområde, så har de en større chance for at finde frem til bagmændene. 

Hvis man bliver udsat for et rigtigt eller forsøg på et trick- eller lommetyveri, skal man kontakte politiet på 114. 


Nyhedsoverblik