Stor samlet protest foran Regionen

En samlet protestgruppe vil i eftermiddag mødes foran regionsrådsmødet for at protestere mod lukning af varmtvandsbassin i Holbæk

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag var der protester foran regionshuset i Sorø. Omkring omkring 40 brugere af varmvandsbassinnet mødte op for at komme med en samlet protest til Regionsrådet.

Årsagen er, at der i dag ved Regionsrådsmødet vil blive taget den endelige beslutning om, hvorvidt varmtvandsbassinet i Holbæk skal lukkes.

Men brugerne vil ikke afstå deres varmtvandsbassin uden kamp. Derfor har de i dag arrangeret en fælles bus med afgang fra Holbæk, der vil køre mod Sorø kort før, Regionen indleder en halv times spørgetid.

- Vi håber, at vi kan få en dispensation, så lukningen af basinnet udsættes, indtil et nyt kommer, fortæller Lisbeth Vedel Jensen, der er formand for Gigtforeningens Vestsjællandskreds.

Et bassin til forbedring af svage kroppe

Varmtvandsbassinnet i Holbæk har omkring 200 brugere ugentligt. Det er især personer, der har brug for en skånsom træning. Dorthe J. C. Jørgensen har været fast bruger af basinnet i 10 år. Hun har store smerter i højre knæ, højre fod og ryg efter at have arbejdet som buschauffør i 30 år.

- Træning i varmtvandsbassinnet betyder, at jeg kan holde livet ud, ellers har jeg rigtig mange smerter, fortæller Dorthe J. C. Jørgensen.

 

Udover arbejdsskader, kommer der også mange gigtpatienter i varmtvandsbassinnet. Derfor vil Gigtforeningen være til stede ved demonstrationen i dag.

- Vores medlemmer har ikke andre muligheder for at træne. De kan ikke lige gå en tur, de er afhængige af, at de kan bevæge sig i det varme vand. Det er en klar forbedring af deres sygdom og liv, at de kan komme her, slår Lisbeth Vedel Jensen fast.

Hvis de lukker varmtvandsbassinnet, før et nyt er klart, kan det få store konsekvenser for nogle af de hårdest ramte brugere:

- Hvis der går flere år, før et nyt bassin er klar, kan nogle gigtpatienter nå at blive meget dårlige og få behov for mere medicin, fortæller Lisbeth Vedel Jensen.

Spørgetiden var fra 15.30 til 16, her håber de fremmødte, at de kan påvirke politikernes holdning. Udover gigtforeningen er AOF og LOF også tilstede ved demonstrationen.

 

Region: Ulovligt at drive

Hos Region Sjælland tror de ikke, det store fremmøde i dag kan få en betydning for beslutningen.

- Vi har undersøgt brugen af bassinnet i to år, og vi kan se, at det ikke bliver brugt til patientbehandling af regionens sygehuse. Derfor er det slet ikke lovligt for os at drive, fortæller Christian Wedell Neergaard, formand for Sygehusudvalget.

Den endelige beslutning om lukning vil blive taget af regionsrådet senere i dag.

Konsekvenser i Næstved

Også i Næstved kommer der med det nye budgetforlig til at ske ændringer. Regionsrådet har nemlig besluttet at afvikle den akutmedicinske funktion på Næstved Sygehus to år tidligere end planlagt, og det bragte også demonstranter til Sorø i dag. Læs mere om planerne for Næstved Sygehus her. 


Nyhedsoverblik