Stilladsarbejdere væltede stillads - gav polakker og vinden skylden

Mindst 12 stilladsarbejdere greb fredag morgen til selvtægt og væltede et omdiskuteret stillads i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mindst 12 stilladsarbejdere greb fredag morgen til selvtægt og væltede et omdiskuteret stillads omkring en bygning på Kalundborgvej i Holbæk.

Det oplyser en række kilder til TV ØST.

På overvågningsvideo fra byggepladsen kan man se mindst 12 personer storme pladsen klokken 5:31 fredag morgen. Kort efter afbryder de overvågningskameraet fra byggepladsen, hvorefter stilladset væltes.

SE VIDEO: Her kommer hærværksmænd ind på byggeplads

Da stilladset væltede, ramte det en flagstang, der efterfølgende væltede ud på den nærliggende vej nær børnehaven Fjordbakken. Her hørte de ansatte braget og fotograferede stilladset.

 

Ringede til TV ØST

Kort efter aktionen ringede en af deltagerne i aktionen til TV ØST. Stilladsarbejderen fortalte, at stilladset var opført af polske arbejdere - men at det ikke var sikret tilstrækkeligt, og derfor var væltet i den hårde vind.

Senere erkendte stilladsarbejderen dog, at han selv havde været med til at vælte stilladset. Det skete for at gøre opmærksom på unfair konkurrence fra polske arbejdere, der angiveligt både konkurrerer på lav løn og dårlig sikkerhed på arbejdspladsen.

- Vi har gjort meget for at få virksomheden i tale, og få dem til at stramme op. Og på at få Arbejdstilsynet til at sikre ordentlige forhold. Men der er ikke sket noget. De stiller bare stilladserne op igen og fortsætter hvor de slap, forklarer stilladsarbejderen til TV ØST efter morgenens aktion. Stilladsarbejderen er anonym, men TV ØST kender hans identitet.

LÆS OGSÅ: Stilladsarbejder: Derfor gjorde vi det

 

Omstridt selskab

Det er den polske entreprenør-virksomhed AWD Sp. Zoo, der står bag stilladset i Holbæk.

Selskabet ledes af den danske direktør Ole Thuesen, og selskabet har i årevis været i strid med den danske fagbevægelse, der mener, at de både underbyder danske håndværkere, og samtidig har et meget afslappet forhold til sikkerhed på arbejdspladsen.

 

Arbejdstilsyn gav strakspåbud

Stilladset ved huset i Holbæk er omdiskuteret.

Fagbevægelsen har tidligere gennemført aktioner mod byggepladsen, og Arbejdstilsynet har også tidligere rettet kritik mod sikkerheden på stilladset.

Det skete efter et kontrolbesøg på byggeriet den 9. oktober, der efterfølgende udløste tre strakspåbud, der skulle forbedre sikkerheden på stilladset.

I denne uge meddelte entreprenøren AWD Sp. Zoo til Arbejdstilsynet, at forholdene på stedet er bragt i orden, hvilket Arbejdstilsynet oplyser til TV ØST, at de har accepteret.


Nyhedsoverblik