Stilladsarbejder: Derfor gjorde vi det

Polske håndværkere underbyder danske arbejdere ved at gå på kompromis med sikkerheden. Derfor greb de i dag til selvtægt, forklarer arbejder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det kan ikke være rigtigt, at de tager alt vores arbejde, og samtidig udfører arbejdet under farlige forhold. Det var vi meget frustrerede over.

Sådan lyder forklaringen fra en af de stilladsarbejdere, der tidligt fredag morgen væltede et stillads omkring et hus på Kalundborgvej i Holbæk.

- Vi har gjort meget for at få virksomheden i tale, og få dem til at stramme op. Og på at få Arbejdstilsynet til at sikre ordentlige forhold. Men der er ikke sket noget. De stiller bare stilladserne op igen og fortsætter hvor de slap, forklarer stilladsarbejderen til TV ØST efter morgenens aktion. Stilladsarbejderen er anonym, men TV ØST kender hans identitet.

Gav vinden skylden

Stilladsarbejderen ringede selv til TV ØST fredag morgen, og fortalte om det sammenstyrtede stillads. Her forklarede han i første omgang, at stilladset var væltet i den hårde vind, fordi de polske håndværkere på byggepladsen ikke havde sikret det ordentligt.

Kort efter indrømmede han dog, at danske stilladsarbejdere selv havde væltet stilladset som en form for selvtægt.

- Vi har valgt at pille stilladset ned, fordi vi har gjort så meget for at få dem og myndighederne i tale. Der skal være ordentlige, lovlige og organiserede forhold på byggepladsen. Det er der ikke nu, siger den anonyme stilladsarbejder.

Spørgsmål: Men I væltede stilladset, ikke?

- Jo, det kan man vist godt sige.

Spørgsmål: Det er også noget med, at der er en flagstang, der knækkede, og efterfølgende væltede ud over vejen?

- Ja, men det var et uheld.

Erkender ulovligheder

Stilladsarbejderen forklarer til TV ØST, at han godt ved, at han og hans kammerater har begået ulovligheder.

- Vi ved jo godt, at man ikke må den slags. Og ja, det kan godt skade vores sag. Men vi var nødt til at tage en chance for at få opmærksomhed om de her forhold på arbejdspladsen. Vi føler ikke, at myndighederne reagerer på vores henvendelser, siger arbejderen.

Han fastslår dog, at han ikke tidligere har været med til den slags aktioner.

Fagforening fordømmer aktion

Fagforeningen 3F fordømmer i skarpe vendinger stilladsarbejdernes beslutning om at vælte stilladset i Holbæk. Det er dog ikke noget, der får stilladsarbejderen til at ryste på hånden.

- Det kan godt være, at de har ret. Men vi er meget frustrerede over det her. Der må ske noget, når Arbejdstilsynet ikke gør noget, siger han.


Nyhedsoverblik