Stak kniv i sovende ekskæreste

En 51-årig kvinde slipper for straf efter knivstik mod ekskæreste. Hun er ikke egnet til straf.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg kunne ikke mærke noget, da kniven gik gennem min brystkasse. Men jeg kunne høre det.

Sådan forklarede en 45-årig mand i går i Retten i Holbæk den fornemmelse, det var det ene øjeblik at sove tungt og det næste øjeblik kæmpe for sit liv.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Dolket tidligt om morgenen

Knivstikket fandt sted ved 5.30-tiden den 3. februar i en lejlighed i Bjergmarken i Holbæk. I lejligheden boede hans dengang 50-årige ekskæreste, og som så mange gange før overnattede han der.

Men denne nat blev noget anderledes, for i et voldsomt anfald af jalousi stak kvinden ham i brystet med en såkaldt spise-steak-kniv, som man bruger, når man spiser kød.

Motivet til knivstikket kom kun langsomt frem under anklagerens spørgsmål på grund af kvindens dårlige hukommelse.

Men det handlede dog om, at hun havde fundet ud af, at han tilsyneladende havde fundet en ny kæreste.

- Jeg tror bare, at jeg ville snitte ham, så han kunne mærke den smerte, jeg havde i mit hjerte, forklarede hun.

Ikke egnet til straf

Den 51-årige kvinde benægtede således, at hun havde stukket for at dræbe, men retten mente alligevel, at det var tilfældet.

Hun slap dog for fængsel, idet en undersøgelse havde vist, at hun ikke umiddelbart var egnet til straf.

I stedet fik hun en behandlingsdom uden længstetid. Det vil sige, at hun skal modtage psykiatrisk behandling.

En dom, som hun modtog, skriver dagbladet Nordvestnyt.


Nyhedsoverblik