Sejler druknet

En 37-årig mand fra Frederikssund blev fundet flydende i vandet af færgemand på Orø-færgen. Han blev kørt til Rigshospitalet, hvor lægerne måtte opgive at redde ham.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En livløs mand i vandet fik lørdag formiddag færgemanden på den lille trækfærge mellem Orø og Hammer Bakke til at slå alarm, oplyser Ritzau.

Den stærkt forkomne mand blev bjærget og i al hast kørt med en ambulance til Rigshospitalet i København, hvor lægerne imidlertid måtte opgive at redde hans liv.

- Han blev erklæret død kl. 14.17. Der er tale om en 37-årig mand fra Frederikssund, og da hans jolle er fundet flydende i nærheden, betragter vi det som en ulykke, hvor han er faldet over bord, siger vagtchef Dan Houtved ved Nordsjællands Politi.

Fundet af den livløse mand fik også Søværnets Operative Kommando til at sende en helikopter i luften, men selvom
helikopteren hurtigt nåede frem til den østlige del af Isefjorden, blev det på stedet vurderet, at manden hurtigst
ville nå frem i ambulance.

Den afdøde var alene på tur i jollen, da han tilsyneladende faldt i den kolde fjord. De pårørende er underrettet.


Nyhedsoverblik