¨

Se det smukke billede: Sjældent flot regnbue foreviget

Vores seer tog billedet af den flotte regnbue torsdag d. 7. april klokken 17.45 ved Degnhusene i Jyderup. Foto: Jesper Clemmensen, Jyderup

ØSTHOLDETs Claus Clemensen har foreviget en sjældent flot regnbue over Jyderup torsdag.

Da vores seer Claus Clemensen torsdag eftermiddag kiggede ud ad sit køkkenvindue, greb han hurtigt sit Nikon D7100-kamera og gik ud i haven. På himlen viste der sig nemlig en meget tydelig regnbue.

- Det er sjældent, at man ser en hel regnbue. Det er jo næsten en dobbelt regnbue, fortæller Claus Clemmensen. Han er medlem af ØSTHOLDET - TV ØSTs faste korps af seerambassadører, der leverer billeder og video til redaktionen. 

Første billede af en hel regnbue

Det usædvanligt flotte fotografi er taget torsdag klokken 17.45 ved Degnhusene i Jyderup. Claus Clemensen tog billedet, mens han stod i regnen og havde solen i ryggen. 

- Jeg tager mange naturbilleder og elsker at fange det rigtige øjeblik. Men det er første gang, at jeg har fået et billede af en hel regnbue, normalt er det kun brudstykker, siger han. 

DMI: Der er ét usædvanligt element

Helt usædvanlig er regnbuen dog ikke. Bygevejr er regnbuevejr, så en dag med masser af byger, som vi havde torsdag, er også en dag med stor mulighed for regnbuer. Det fortæller Niels Hansen fra DMI.

-  Men denne regnbue er rigtig flot og indeholder i al fald ét usædvanligt element, siger han.

Hvis man kigger nøje under regnbuen, ser man nemlig et fænomen, som til gengæld er forholdsvist sjældent: De ’ekstra’ grønne/violette striber.

- De hedder supernumeraries, men der findes faktisk ikke en god, videnskabelig forklaring på, hvorfor de opstår, fortæller Niels Hansen.

Er det en dobbeltregnbue?

Hvis man kigger godt på billedet, kan man se en tydelig sekundær regnbue oven over, altså en slags dobbelt regnbue. Den sekundære bue skyldes, at lysstrålerne har gennemgået en ekstra spejling inden i vanddråberne, før de når vores øjne. 

- Den sekundære regnbue kan ses på himlen ca. 9 grader over den primære og har omvendt farverækkefølge med violet yderst og rød inderst. Farverne er ikke helt så klare som i den primære regnbue, fordi lyset er spejlet yderligere (med det lystab det medfører red.) inden i regndråberne, fortæller Niels Hansen.

Rører horisonten to steder

Der skal nogle særlige omstændigheder til, for at en regnbue rører horisonten to steder som på Claus Clemensens billede.  

- Regnbuen står modsat solen på himlen og har centrum modsat solens centrum. Det sidste betyder, at når solen står højt på himlen, står regnbuen lavt, og når solen står lavt (nær horisonten red.), kan regnbue blive høj og næsten udgøre et 180 graders udsnit af en 360 graders cirkel, fortæller Niels Hansen fra DMI.

Regnbuen over Jyderup er lidt en mellemting, men det betyder til gengæld, at der er bedre mulighed for, at få en regnbue, som rører horisonten to steder. Vi ser nemlig kun buen dér, hvor der falder regn, så der er behov for, at hele himlen modsat solen er dækket af regn, før vi få en ’fuld’ regnbue:

Hele himlen modsat solen skal være dækket af regn, før vi få en ’fuld’ regnbue som denne. Foto: DMI

 

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App