To rockere er anholdt - offer fik klippet finger af

To mænd fra rockermiljøet er blevet anholdt i en grov sag, hvor en mand i Jyderup fik klippet sin lillefinger af med en grensaks, fordi han skyldte dem penge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi har mandag formiddag anholdt to mænd, der har tilknytning til Bandidos i Holbæk.

Det sker i en sag fra d. 9. januar, hvor de to rockere opsøgte en 28-årig mand i hans hjem på Hejrebjergvej i Jyderup mellem Kalundborg og Holbæk.

Den ene mand var bevæbnet med en pistol, har politiet tidligere fortalt.

Offer skulle selv vælge finger

Den 28-årige skyldte angiveligt penge for narkotika, og den ene af de to rockere gav den 28-årige et valg: Han kunne selv vælge, hvilken finger han ville miste.

Den 28-årige valgte så venstre lillefinger, som så blev klippet over med en grensaks.

Læs også: Fik klippet finger over før brand

Desuden fik han ordre om at forlade ejendommen, som kort efter blev stukket i brand.

Huset, der var stråtækt, stod dog ikke til at redde.

Dummebøde på 30.000 kr.

De to mænd, der mandag er blevet anholdt, sigtes også for røveri og grov vold ved en tidligere episode, nemlig den 20. december.

Læs også: Finger-klippet brandoffer taler ikke til politiet

Ved den lejlighed blev den 28-årige mand angiveligt slået i ansigtet, ligesom han fik stukket en kniv gennem venstre hånd.

Gælden lød på 5300 kroner, men offeret blev pålagt en såkaldt dummebøde på 30.000 kroner, oplyser politiet.

Derfor sigtes de to nu anholdte, der er 34 og 26 år, for afpresning.

Begge mænd vil under et grundlovsforhør i morgen, tirsdag blive krævet varetægtsfængslet.

/ritzau/


Nyhedsoverblik