Rekordregnskab fra Sparekassen Sjælland

Sparekassen Sjælland kom ud af 2010 med et overskud før skat på 26,2 millioner kr. Det er næsten en fordobling af de 13,4 millioner kr., der var resultatet i 2009.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Egenkapitalen er øget med 100 millioner kr. og solvensen sætter ny rekord med 22 procent, skriver Holbæk Amts Venstreblad.

Det er det første årsregnskab, ordførende direktør Lars Petersson, der tiltrådte 1. juni i fjor, aflægger i spidsen for pengeinstituttet med hovedsæde på Isefjords Allé i Holbæk.

- Vi rykker højere og højere op i eliten af pengeinstitutter med kapital. På ryggen af finanskrisen står vi i dag utrolig stærkt med samtlige nøgletal, siger Lars Petersson til Holbæk Amts Venstreblad.

Egenkapitalen er i 2010 vokset med 100 millioner kr. til 2,03 milliarder kr.

Efter skat har Sparekassen Sjælland en bundlinje i 2010 på 18 millioner kr. mod 13 millioner i 2009.

Solvensprocenten har nået en rekordhøjde på 22 procent (20,8 året før), mens lovens mindstekrav er otte procent.

Lars Petersson påpeger også, at der efter nogle år med indlånsunderskud (1,5 milliarder kr. i 2009) er tæt på at være balance mellem ind- og udlån.

Udlånene er stort set uændret på 8,8 milliarder kr. Derimod er indlånene vokset fra 7,3 millarder i 2009 til knap 8,6 millarder kr. i 2010.


Nyhedsoverblik