Regnbueflag og mangfoldighed: Holbæk har afholdt byens første pride

Søndag var der for første gang Pride Parade i Holbæk, og det bliver fremadrettet en tilbagevendende begivenhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kommunalpolitikeren Lars Thaarbøl (S) vågnede søndag op til en dag, han nærmest ikke turde håbe på.

For første gang nogensinde var der i dag Pride Parade på Sjælland uden for København, og at det lige skulle være i Holbæk er en drengedrøm. Lars Thaarbøl har nemlig selv oplevet, hvordan det var svært at være homoseksuel i provinsen, da han som ung boede i Mørkøv.

- Jeg blev mobbet i folkeskolen og kaldt pige-Lars og tænkte på et tidspunkt, om jeg skulle flytte ind mod byen. Så flyttede min far og jeg her til Holbæk.

Efter kort tid i Holbæk mødte Lars Thaarbøl den mand, han i dag er gift med, og de slog sig sammen ned i byen. Selv mener politikeren, at han nok var flygtet videre til København, hvis det ikke havde været for Ole Knudsen.

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen var med til at byde regnbueflaget velkommen.
Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen var med til at byde regnbueflaget velkommen. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- De første to et halvt år vi var sammen, der var det hemmeligt. Der gik jeg op ad bagtrappen om aftenen og ned ad bagtrappen igen om morgenen, og når vi mødte hinanden på gaden, så hilste vi ikke på hinanden.

- På et tidspunkt var det rigtig svært at blive ved med at holde det ud. Så sprang vi faktisk ud sammen, og så har vi været sammen lige siden.

Går på skift mellem tre kommuner

Der er heldigvis sket meget siden, at Lars Thaarbøl var ung, men der er stadig minoriteter, som ifølge politikeren har det svært. Derfor bliver dagens pride heller ikke den sidste. Priden bliver derimod en årlig tilbagevendende begivenhed, der skal gå på skift mellem Holbæk, Odsherred og Kalundborg Kommuner.

Læs også
Regnbuefarvede flag og kager – det er vigtigt at turde være den man er
Læs også
Regnbuefarvede flag og kager – det er vigtigt at turde være den man er

- Meningen er jo at få synliggjort LGBT personer, men også helt banalt at tale empati, diversitet og mangfoldighed borger imellem og politikerne imellem, forklarer Pylle Kvade, der er en af initiativtagerne til priden.

Næste år skal priden afholdes i Odsherred. Borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) kom derfor forbi Holbæk for at modtage borgmesterkæden.

- Jeg tænker, at vi vokser med opgaven og udnytter hinandens netværk og får prøvet kræfter med, hvad er den rigtige måde at gøre det på uden for København for eksempel, lyder det fra Pylle Kvade.

Pride i Holbæk
Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Jeg støtter 100 procent op

Selvom dagens pride var en hyldest til LGBT+ personer, så deltog der også mange andre. Blandt andre var Dina Bergstrøm fra Holbæk dukket op sammen med sine to døtre.

- Vi er med, fordi vi synes, det er et godt initiativ at fejre, at kærlighed er kærlighed, uanset hvordan det hænger sammen på kryds og tværs. Og der er egentlig ikke nogen af os, der er andet end heteroseksuelle, men vi bakker op, og vi synes, det skal være okay at være, som man er.

Lars Langkilde Møller gik også med i optoget sammen sin kone og to børn. De er tilflyttere fra København og har altid taget med til priden i hovedstaden.

Politiet vurderer, at omkring 600 mennesker deltog i søndagens pride.
Politiet vurderer, at omkring 600 mennesker deltog i søndagens pride. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Vi synes, det er en helt speciel dag. Så det der med, at det kommer lokalt, det er klart, at det skal der støttes op om.

- Jeg støtter 100 procent op om, at man skal være sig selv.

I alt bliver der i år afholdt 14 pride-festivaler landet over.