Ponyer i motorvejsuheld

Mandag aften kørte en 46-årig mand ind i to ponyer, da han kørte mod øst på Holbækmotorvejen. Den ene hest døde, mens den anden blev kørt til behandling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort efter klokken 18 fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse om, at to ponyer var stukket af fra deres fold på Sandbakkevej i Arnakke ved Holbæk. På det tidspunkt var ejeren i gang med at lede efter hestene.

Men der gik ikke lang tid inden hestene blev fundet. Klokken 18.28 kørte en 46-årig mand fra Nørre Asmindrup ind i de to ponyer på Holbækmotorvejen. Den ene hest blev slæbt 50 meter, før den endte i autoværnet.

Den ene af de to heste døde, mens den anden blev kørt til behandling. Ifølge Nordvestnyt.dk måtte den anden hest senere aflives.

Udover den 46-årige mand var der også en anden person i den bil, der påkørte ponyerne. Begge passagerer klagede over nakkesmerter og blev derfor kørt i ambulance til sygehuset.

I forbindelse med uheldet skete der også et andet uheld, da en 65-årig mand fra Randers kørte ind i en forankørende billist, der bremsede, fordi der var gule blink længere fremme ad motorvejen på grund af uheldet med ponyerne. De to personer kom ikke noget til.


Nyhedsoverblik