Politiet søger vidner til mystisk bilbrand

Tidligt mandag morgen opstod der brand i en Ford Fiesta i Holbæk. Politiet formoder, at bilbranden er påsat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kort før klokken 04.30 rykkede politi og brandvæsen ud til en brand på Gammel Ringstedvej i Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- En person opdager en bil, hvor der er flammer ved venstre bagdæk. Det er underligt, det er jo ikke et sted, hvor der opstår brand af sig selv, siger Arne Aabech, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV ØST.

- Branden er formentlig påsat, tilføjer vagtchefen.

Bilen, der er en Ford Fiesta fra 2015, brændte fra venstre bagdæk og op langs bagenden. Ingen personer kom ifølge politiet til skade i forbindelse med bilbranden.

Søger vidner

Næste skridt i sagen bliver en brandundersøgelse af bilbranden. I den forbindelse vil politiet gerne i kontakt med eventuelle vidner. 

- Hvis der er nogen, som har oplysninger i sagen eller set noget omkring stedet, så vil vi meget gerne høre fra dem, siger Arne Aabech.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.