Politiet søger to mænd efter voldsom bilbrand i Holbæk

Politiet håber på borgernes hjælp i en sag, hvor to mænd er under mistanke for at stå bag en bilbrand i weekenden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi søger nu to mænd, der er under mistanke for at have sat ild i en parkeret bil i Holbæk natten til søndag.

Politiet fik anmeldelsen om branden natten til søndag klokken 00.40. Kort tid forinden havde et vidne bemærket to mørkklædte mænd kaste en flise mod en bil, der holdt parkeret på en parkeringsplads ved boligområdet Bjergmarken.

Da vidnet råbte de to mænd an, flygtede de til fods fra stedet, mens bilen kort efter brød i brand. Derfor er det politiets teori, at mændene foruden flisen har kastet en anden genstand ind i bilen, som har antændt branden.

Gjorde skade på to andre biler

Branden viste sig at være så kraftig, at den bredte sig til en bil, der holdt parkeret i en nabobås, mens en varevogn to båse væk fik varmeskader. Ingen personer kom til skade ved branden. 

Læs også
Kraftig bilbrand i Holbæk – politiet søger vidner
Læs også
Kraftig bilbrand i Holbæk – politiet søger vidner

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke andet signalement at gå efter, end at mændene var mørkklædte, og at den ene var højere end den anden. Specifikt beskrives den ene mand som mellem 190-200 centimeter høj, mens den andens højde skydes til 170-180 centimeter. 

Derfor beder politiet borgere om hjælp.

- Er der vidner, som på det tidspunkt har set to mænd løbe fra stedet, eller set to mænd gå med en flise i hånden i tidsrummet op til anmeldelsen, hører politiet gerne fra dem, siger Charlotte Tornquist fra politiets kommunikationsafdeling.  


Nyhedsoverblik