Hvis man har et udestående med fogedretten, så vil man blive kontaktet med henblik på at aftale et møde i retten. På den måde har man mulighed for selv at passe det ind i sin kalender. Der er dog en del, som ikke kan finde ud af at møde op, og derfor må politiet planlægge kalenderen for dem.
Midt- og Vestsjællands Politi advarer i en pressemeddelelse om, at de snart vil foretage anholdelser af personer, der ikke selv møder op.
Politiet har med jævne mellemrum aktioner, hvor de anholder folk i forbindelse med deres mellemværende med fogedretten. Derefter vil de blive fremstillet fro fogedretten.
Politiet anbefaler, at man selv møder op
Politiet skriver i en pressemeddelelse onsdag, at de helst ser folk møder op på eget initiativ.
- Vi håber, at rigtig mange vil tage opfordringen positivt op og sørge for, at få klaret deres mellemværende med fogedretten, så vi undgår at skulle foretage anholdelser. Der er mange andre opgaver, som politiet meget hellere vil bruge sin tid på, siger operativ leder Kim Høxbro Hansen i pressemeddelelsen.
Politiet vil ikke offentligøre, hvornår den næste aktion finder sted, men de kan afsløre, at det er nært forestående. Derfor bør folk allerede nu henvende sig til fogedretten, hvis de har noget at redde ud med den.