Politiet og Forsvaret tavse om flere timer lang opgave i Holbæk

Politiet har bedt Forsvaret om assistance ved en adresse i Holbæk. Samme sted ransagede politiet tilbage i februar under opklaringen af en terrorsag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En politiopgave med assistance fra Forsvaret har i de seneste timer stået på ved en ejendom på Anders Larsensvej i Holbæk.

Hvad sagen drejer sig om, ønsker politiet imidlertid ikke oplyse:

- Det kan jeg ikke tale om – jeg kan bare bekræfte, vi er på stedet, siger vagtchef Lars Galasz.

- Vi har været der i nogle timer, og det fortsætter nogle timer endnu.

Han bekræfter videre, at det er politiet, der har rekvireret Forsvaret – men til hvilken opgave udstår svaret på.

Vagtchefen bekræfter, at arbejdet på stedet vedrører en igangværende efterforskning.

Ifølge øjenvidner på stedet optræder såvel politi som Forsvarets mandskab på stedet i civilt – og arbejdet bærer præg af en undersøgelse inde i og omkring huset.

Større våbenfund

Tilbage i februar var selv samme ejendom omdrejningspunkt for en større politiaktion, hvor adressen blandt to adresser i Holbæk blev ransaget og undersøgt af politiets teknikere i forbindelse med det, der siden skulle vise sig at være en omfattende terrorsag.

Fra huset på Anders Larsensvej blev der her fundet flere våben og ammunition, her i blandt 100 meter tændsnor, fem kilo aluminiumspulver, fem kilo svovl, et walkie-talkiesæt samt et Isis-flag.

Syv personer sidder fortsat varetægtsfængslet i sagen foreløbigt frem til 4. juli, der skal give politiet mulighed for at efterforske sagen yderligere.

Hos Forsvarskommandoen henvises der på spørgsmål vedrørende forsvarets tilstedeværelse i Holbæk til politiet.