Politiet kæmper for at undgå bandesammenstød i Holbæk

Stor politiindsats i Holbæk for at undgå eskalering i konflikt mellem Bandidos-tilhængere og unge med indvandrerbaggrund.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet forsøger at bremse tendenser til et opgør mellem to grupperinger i Holbæk. Natten til i dag blev 18 mænd med relationer til Bandidos således anholdt præventivt. Det vil sige, at de ikke havde begået noget strafbart, men politiet vurderede, at det var nødvendigt at frihedsberøve dem for at hindre farlige forbrydelser.

Efter nogle timer blev de sat på fri fod igen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Ifølge politiloven må en præventiv anholdelse højst udstrækkes til seks timer.

Baggrunden for den skærpede situation er, at tre mænd med forbindelse til Bandidos forleden blev overfaldet med kniv under et slagsmål med en gruppe unge med indvandrerbaggrund. Lørdag aften besluttede politidirektør Anders Linnet at gøre det indre Holbæk til en visitationszone, hvor politiet kan undersøge alle for våben.

I løbet af natten blev mellem 40 og 45 visiteret, men betjentene fandt ingen knive. Et enkelt knojern blev beslaglagt, oplyser politiet.

/ritzau/

Her den officielle meddelelse fra politiet omkring Holbæk som visitationszone:

Pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi

Beslutning om iværksættelse af visitationsområde, Holbæk indre by.

Efter slagsmål lørdag den 18. april 2009 kl. ca. 0150 mellem personer tilknyttet Bandidos og en gruppe af anden etnisk herkomst, hvor der blev stukket med kniv, iværksættes visitationszone i Holbæk indre by.

Politidirektørens bemyndigelse til at lave sådanne tiltag findes i Politilovens § 6.

Tiltaget er en kontrolaktion, hvor formålet er at kontrollere om nogen besidder eller bærer våben med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Området for iværksættelsen af stikprøvevisitationer er afgrænset af følgende:

Jernbaneplads, Valdemar Sejrsvej, Havnevej, Brogade, Markedsgade, Rosen, Smedelundsgade, Kastanievej, Dampmøllevej tilbage til Jernbanepladsen.

Det er hensigten med visitationerne, at personer undlader at medbringe våben og at tragiske og ulykkelige sager derved undgås.

Beslutningen om visitationsområdet er gældende i tidsrummet lørdag den 18. april 2009 kl. 1800 til mandag den 18. maj 2009 kl. 1200.

 

Anders Linnet/ Politidirektør

Henrik Møller Nielsen/
Vagtchef


Nyhedsoverblik