Politiet advarer: Tricktyv fortsætter med at narre penge fra folk

En mand, der tilbyder billige tv og computere til folk og får penge for dem uden at aflevere varerne, fortsætter tilsyneladende med at snyde folk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand har fortsat held til at snyde folk ved at tilbyde dem billige tv og computere.

Manden bruger stort set samme metode hver gang, hvor han fortæller om sin ven, der er taksator ved et forsikringsselskab. Selskabet behandler en sag om vandskade - typisk hos Elgiganten, og det betyder, at han derfor har en masse tv og computere billigt til salg.

Fredag kom manden ind på et værksted på Roskildevej i Holbæk, hvor han ville have lavet et stenslag i bilruden. Under samtalen med personalet, ringer hans telefon pludselig, og det er selvfølgelig hans ven taksatoren, der fortæller om en vandskade i Elgiganten og nogle Macbook computere og tv, som han sælger billigt.

Gav ham 5000 kroner

Personalet bliver nysgerrige, og manden tilbyder dem at købe varerne for 5000 kroner, hvilket han får med. De får til gengæld ikke nogen computere eller tv, og de har ikke set ham siden.

Foruden værkstedet har manden været forbi Bladcentralen, som også ligger i Holbæk. 

- Han kom ind tirsdag aften og brugte fuldstændig samme metode, men jeg endte heldigvis med ikke at hoppe på den, siger ejer Sajee Sangar. 

Også i Næstved har manden snydt og bedraget. Her har Pernille Kofoed, der arbejder i en bagelbutik, også oplevet manden. Han kom ind og talte med hende om at holde sin søns børnefødselsdag i butikken. Pludselig i samtalen fortæller manden om sin ven taksatoren, der har nogle billige tv til salg. Hun gav ham 1000 kroner og så ham aldrig igen.

Læs også: Svindler på spil i Næstved

- Jeg kan jo godt se nu, at det var meget naivt af mig at give ham penge. Men jeg blev simpelthen grådig, sagde Pernille Kofoed i sidste uge til TV ØST.

Politiet kender ham formentligt

Og metoden er yderst kendt af politiet, der har set tricket i årevis. De har en formodning om, at det er samme mand, der står bag.

- Vi ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed, men der er meget, der tyder på, at det er den samme, og hvis det er ham, vi kender, så er han tidligere straffet for samme type kriminalitet. Men han fortsætter tilsyneladende, og han har stadig held med det, så derfor kan vi kun advare endnu engang om det her, fortæller Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig i Midt- og Vestsjællands Politi.

Den svindlende mand beskrives som:

  • 40-45 år
  • 185-190 centimeter høj
  • Dansk
  • Korthåret
  • Almindelig af bygning

 


Nyhedsoverblik