Politiet advarer efter tyveri: - Pas på din pinkode

En 84-årig kvinde fik søndag misbrugt sit dankort, efter en tyv havde afluret koden. Nu opfordrer politiet til at være ekstra opmærksom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da en 84-årig kvinde fra Holbæk søndag eftermiddag skulle til at betale for sine dagligvarer, opdagede hun, at hendes pung og dankort var væk. 

Pungen var stjålet fra hendes taske, hun havde haft med på indkøb i Aldi tidligere på dagen.

I Aldi havde hun betalt for sine varer ved at bruge sit dankort. her havde hun indtastet sin pinkode, hvorefter dankortet var blevet lagt retur i pungen og ned i tasken.

quote I hele politikredsen har vi i maj måned haft 50 anmeldelser om tyverier fra lommer eller tasker

Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi

Her har en ukendt gerningsmand formentligt afluret hendes pinkode, hvorefter personen har stjålet pungen fra tasken.

- Det her er ikke en ukendt fremgangsmetode. I hele politikredsen har vi i maj måned haft 50 anmeldelser om tyverier fra lommer eller tasker, fortæller Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Skjul kode med hånd

Kvinden kunne i samarbejde med sin bank konstatere, at dankortet var blevet misbrugt til to kontanthævninger, hvoraf det ene var foregået i Ahlgade søndag klokken 13.37.

I alt havde hun mistet 2.100 kroner ved misbrug af det stjålne dankort med den rette pinkode.

- Der er ikke mange, der render rundt med særlig mange kontakter i deres pung, derfor er det endnu vigtigere at man passer på og skjuler sin pinkode. Et betalingskort er intet værd, medmindre tyven har koden, siger Martin Bjerregaard.

Læs også
Politi advarer: Tricktyverier på stribe
Læs også
Politi advarer: Tricktyverier på stribe

Derfor kommer Midt- og Vestsjællands Politi også med en række gode råd til at undgå at få misbrugt sit dankort:

- Stil dig tæt på betalingsterminalen, når pinkoden indtastes, og sørg for, at ingen kan kigge dig over skulderen. Brug eventuelt ekstra tid på at se dig over skulderen, siger Martin Bjerregaard og fortsætter: 

-  Derudover kan man bruge den frie hånd til at skærme for indtastningen af pinkoden, så kortet ikke kan misbruges til for eksempel hævning af kontanter efterfølgende.

Svært at opklare 

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at det kan være svært at opklare den slags sager, på trods af, at der ofte er overvågning ved hæveautomater.

- Sagerne kan være svære at opklare, for selvom vi kan se dem på overvågningen, kan det være svært at genkende dem med mindre personen er kendt af politiet i forvejen, siger Martin Bjerregaard. 

Derfor opfordrer han også til, at man husker at passe på og være ekstra opmærksom, når man taster sin pinkode. 


Nyhedsoverblik