Politi ransager flere steder i Holbæk - får hjælp af Beredskabsstyrelsen

Teknikere fra politiet er sammen med kemiske eksperter fra Beredskabsstyrelsen indsat ved ransagninger i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Politiets teknikere har søndag klokken 13.00 genoptaget ransagningerne i Holbæk. Nu bliver endnu en adresse også en del af ransagningerne.

Det bekræfter øjenvidner til TV2 ØST.

Ransagningerne startede lørdag aften ved 20.00-tiden i Apotekerhaven, der er et forholdsvist nybygget boligkvarter med lave boligblokke i den sydlige del af byen. Søndag eftermiddag genoptog politiet igen ransagningerne på stedet.


Det er imidlertid ikke det eneste sted, hvor der ransages. Også i et villakvarter i byen ransages der nu. Her er 10 civile politibiler parkeret foran en villa med fladt tag. Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab er også indsat.

Øjenvidner har til TV2 ØST fortalt, at villaen bliver undersøgt af hunde, og at en del af teknikerne er iklædt helt hvide beskyttelsesdragter, når de går ind i huset.

Skraldespande tømt - og haven undersøges

Da politiet ankom, så var de første der gik ind i huset hvidklædte teknikere med hunde, der gennemsøgte huset, før andre fik lov til at komme ind. 

Efterfølgende gennemsøgte hundene haven omkring huset meget detaljeret. 

Efterfølgende gik teknikere i gang med at tømme skraldespandene, og øjenvidner fortæller til TV2 ØST, hvordan affaldet undersøges stykke for stykke. 

Samtidig går teknikere rundt i haven med metalspyd, som de systematisk bruger til at undersøge jorden for eventuelt skjulte genstande, ligesom husets brønde, nedløbsrør og tagrender er blevet undersøgt.

Politiet valgte herefter at udvide afspærringen på stedet, så der ikke er direkte udsyn til deres arbejde.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses politiet indlede ransagningerne i et villakvarter i Holbæk søndag eftermiddag.
Her ses politiet indlede ransagningerne i et villakvarter i Holbæk søndag eftermiddag. Foto: Lind Foto

Ingen kommentar fra politiet

Midt- og Vestsjællands Politi ønsker ikke at kommentere på de nye ransagninger fra TV2 ØST - og ønsker fortsat ikke at sige, hvad politiets mistanke er.

- Jeg kan kun bekræfte, at vi er til stede i Holbæk, hvor vi arbejder med en bestemt efterforskning. Jeg kan hverken af- eller bekræfte oplysningerne her, siger Martin Bjerregaard fra politiets presseafdeling til TV2 ØST.

Politiet har også tidligere afvist at bekræfte eller afkræfte  øjenvidners forklaringer om, at to personer blev ført væk fra en lejlighed i Apotekerhaven lørdag aften, og at en bil efterfølgende blev ransaget, før den blev kørt fra stedet på en ladvogn.

Politiet understreger dog overfor TV2 ØST, at borgerne efter politiets opfattelse ikke har nogen grund til at være bekymrede oven på dagens og nattens ransagninger.

Sådan så der ud i Holbæk natten til søndag, da politiet ransagede en lejlighed.