Politi mistænker tre mænd for olieudslip

Sommerens olietyveri i Knabstrup kan være på vej mod en opklaring. Politiet har kig på tre mænd, der sidder fængslet for at have begået andre olietyverier.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet mistænker nu tre lettiske mænd for at stå bag olietyveriet i Knabstrup i midten af juli, hvor 7.000 liter olie lækkede fra en olierørledning og ud i et mose- og engområde, skriver dagbladet Nordvestnyt..

I en måned har politiet kigget nærmere på de tre mænd på 31, 35 og 40 år, der allerede sidder varetægtsfængslet i en sag, hvor de er sigtet for utallige gange at have brudt ind i forsvarets olierørledning i Jylland.

      - De tre mænd er interessante, når det gælder olietyveriet i Knabstrup, og vi har nogle oplysninger, der gør, at vi er nødt til at undersøge mere om dem, siger Egon Lauridsen, efterforskningsleder ved lokalpolitiet i Holbæk.

Politiet er så interesseret i de tre lettiske mænd, fordi fremgangsmåden ved olietyveriet i Knabstrup og ved olietyverierne fra olierørledningen i Jylland er den samme. Men efterforskningslederen understreger, at mændene ikke er sigtet i sagen endnu, og at den fremtidige efterforskning skal vise, om de tre begik olietyveriet i Knabstrup.

      - Vi undersøger videre, og ser om vi kan bevise, at de har været i Knabstrup, siger Egon Lauridsen, der regner med at kunne fortælle mere om en måneds tid.

De tre lettiske mænd nægter sig skyldige i tyverierne fra forsvarets olierørledning i det jyske, og Egon Lauridsen kan ikke oplyse, hvad de tre har at sige om olietyveriet i Knabstrup.
Hvis politiet finder nok beviser, kan de tre sigtes for tyveri og sandsynligvis også for at være skyld i forureningen, der opstod, da tyvene koblede en slange til olierørledningen, og den begyndte at lække.

Bliver nogle dømt i sagen, skal de også betale de 1,5 millioner kroner, som oprydningen efter forureningen kostede, skriver dagbladet Nordvestnyt.

     


Nyhedsoverblik