Politi afblæser storstilet eftersøgning: Pilot trænede nødmanøvrer

En større eftersøgning efter et havareret fly ved Holbæk er blevet afblæst. Politiet har talt med en pilot, der har trænet nødmanøvrer over området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politi, brandvæsen og helikoptere blev onsdag formiddag indsat i en omfattende eftersøgning efter et havareret fly i området mellem Regstrup og Brorfelde Skov syd for Holbæk.

Her var blandt andet 3 helikoptere og en række hundepatruljer indsat, efter vidner havde set et sportsfly krænge voldsomt og derefter styrte direkte mod jorden.

Eftersøgningen stod på i mere end en time, før den blev afblæst.

- Vi har netop talt med en pilot, der under en flyvetur til Møn trænede nødprocedurer i området på det angivne tidspunkt, og vi har derfor afblæst eftersøgningen, fortæller Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST. Han understreger, at ingen er kommet noget til.

Lægehelikopter deltog i eftersøgning

Piloten fløj i et Cessna-sportsfly, og det var netop sådan et fly, som øjenvidner havde set styrte mod jorden.

Der var tale om en meget omfattende eftersøgning i området, hvor 2 helikoptere fra Flyvevåbenet og Sjællands Lægehelikopter sammen med en lang række hundepatruljer fra politiet var indsat for at afsøge området efter spor af et styrt.


Nyhedsoverblik