Politi advarer mod tricktyve med desinfektionsflasker 

Lad være med at lukke ukendte rengøringsfolk ind, der uden en klar aftale skal desinficere dit hjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Midt- og Vestsjællands Politi advarer mod to mænd, der med hvide flasker går rundt til ældre medborgere for at kontrollere for coronasmitte og sprøjte med desinfektionsmidler i deres hjem. 

- Der var flere sager lørdag, hvor to mænd blev set gå rundt forskellige steder i vores politikreds. De er sidst set i aftes ved 20-tiden, siger vagtchef Henriette Heinemann til TV2 ØST.

Vidner har forklaret politiet, at tyvene snakkede dårligt dansk og så østeuropæiske ud. De bar et mundbind som led i deres forklædning. De skulle blandt andet være set i Holbæk og Ringsted. 

Kontakt politiet hvis du ser dem

Mændene kørte rundt i en hvid bil – og det fik lørdag aften politiet til at advare mod mændene, og opfordre ældre til at kontakte dem, hvis de to mænd blev set. 

- Det er jo ikke sådan, så vi ikke har set tricktyverier før, men vi har ikke set dem misbruge corona-virus som undskyldning før, siger vagtchefen. 

I Danmark er der ingen, der på den måde tager rundt til folks hjem for at desinficere eller kontrollere for coronavirus – og derfor bør man også straks ringe til politiet, hvis man udsættes for sådanne henvendelser, lyder det fra politiet. 

Vagtchef Henriette Heinemann oplyser, at ingen endnu er blevet anholdt i sagen. Politiet håber dog, at flere henvendelser kan lede dem på sporet af tyvene. 

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik