Peter takker nej til coronabonus - man kunne have ansat otte lærere

Skolelærer Peter Fuglsang afslår at tage imod de 900 kroner, som byrådet i Holbæk vil give hver enkelt offentligt ansatte i en særlig corona-bonus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Holbæk Kommune kan cirka 4600 offentligt ansatte se frem mod en corona-bonus på samlet 4,1 millioner kroner. Det har et flertal i Holbæk Byråd besluttet i går, onsdag.

For den enkelte medarbejder udmøntes det i et gavekort på 900 kroner til det lokale erhvervs-, restaurations- eller kulturliv. Beslutningen har dog allerede vakt kritik fra blandt andet Venstre og Lokallisten, der står uden for aftalen.

quote Det er dejligt at få anerkendelse – men det har jeg jo fået ved, at de siger tak

Peter Fuglsang, skolelærer

Men også blandt de medarbejdere, der ellers står til at få del i bonussen, er der nogen, der synes, kommunen burde bruge sine penge anderledes. En af dem er skolelærer Peter Fuglsang:

- Det er dejligt at få anerkendelse – men det har jeg jo fået ved, at de siger tak. Jeg behøves ikke at få 900 kroner, som jeg kan gå ned at bruge på en restaurant i Holbæk. Det gør jeg alligevel – fordi jeg støtter vores lokalsamfund, siger han til TV2 ØST.

- Jeg synes, det er en udmærket idé, at man giver en erkendelse på et arbejde. Men vi har ikke lavet mere arbejde, end vi ellers gør. Vi har lavet det samme, tilføjer han.

Bonus og nedskæringer

Han kalder det "dårlig timing" fra kommunen at give den her bonus nu, fordi corona-krisen har lagt et hårdt pres på de kommunale budgetter med nedskæringer på skole- og kulturområdet til følge, påpeger Peter Fuglsang.

- Jeg synes, man skal give den her bonus til kunst, kultur og skolerne i Holbæk Kommune – for der har man brug for de her penge, siger han og tilføjer:

- Det er otte årsværk, man kan have ansat for de her over fire millioner kroner – selvom vi er flere hundrede lærere, ville det give god mening, hvis det var det, man ville bruge pengene på.

Ser man ud over regionen, er det langt fra alle offentligt ansatte, der bliver tilgodeset med en corona-bonus, sådan som man har valgt at gøre i Holbæk Kommune.

Læs også
Medarbejdere får over fire millioner kroner i corona-bonus
Læs også
Medarbejdere får over fire millioner kroner i corona-bonus

I Ringsted er medarbejderne på skift blevet overrasket med lækker frokost eller morgenmad.

I Kalundborg Kommune fik medarbejderne før jul 200 kroner hver at hygge sig for i en fælles aktivitet på arbejdspladsen.

I Slagelse gav kommunen lederne en ekstra uges ferie, imens medarbejderne fik en plade chokolade. 22. marts skal byrådet dog tage stilling til, om medarbejderne skal have en ekstra anerkendelse i form af 500 kroner, der kan bruges på den lokale detailhandel eller til et socialt arrangement på arbejdspladsen.

Vil aflevere gaven tilbage

I Holbæk har man fundet de 4,1 millioner kroner i en pulje til uforudsete udgifter. Men at sige, pengene kommer fra en anden konto, lader Peter Fuglsang sig ikke spise af med:

- Der er vel kun en konto – og det er den skat, vi betaler til kommunen, siger han.

Det bliver medarbejdere og ledelse på de enkelte arbejdspladser i kommunen, der afgør, om pengene, byrådet nu har afsat, skal bruges til fælles arrangementer eller til de nye oplevelsesgavekort.

Læs også
Kommuners coronabonus til ansatte vækker debat
Læs også
Kommuners coronabonus til ansatte vækker debat

Vælger den enkelte medarbejder ikke at gøre brug af sit oplevelsesgavekort, falder pengene tilbage i kommunekassen – og det er trods alt fornuftigt, påpeger skolelæreren:

- Jeg kommer ikke til at bruge dem – jeg synes, de skal stå i kommunens kasse, og så kan man bruge dem, hvor der er behov for det.

Aftalen er kommet på plads mellem Enhedslisten, Socialdemokratiet, SF, Liberal Alliance, Radikale og Dansk Folkeparti. Venstre og Lokallisten stemte nej til forslaget, mens Konservative undlod at stemme.


Nyhedsoverblik