Penge til almene boliger: - Det bliver skønt at sætte sig i sofaen, uden at vinden står direkte ind i ansigtet

Regeringen bebudede 1. maj en investering på 30 milliarder kroner tili forbedring af almene boliger. Nogle af pengene kan komme til at gøre gavn i Tølløse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er glæde og optimisme i Tølløse lige nu. Og store forhåbninger til, at vindforholdene inde i lejlighederne i boligområdet Østparken vil blive lidt mindre afhængig af vejrudsigten i fremtiden.

For området står nemlig i første række til at modtage et stort millionbeløb til renovering af gamle, meget slidte almene boliger fra Landsbyggefonden i et nyt udspil fra regeringen. Og det er hårdt tiltrængt. 

quote Man kan simpelthen mærke det inde i lejlighederne om vinteren. Det er umuligt at varme dem op

Direktør Bo Jørgensen, Boligselskabet Sjælland

- Det trækker så meget ind, så den, der sidder i den her stol op mod vinduet, er nødt til at sidde med et tæppe eller en dyne, alt efter hvor koldt det er udenfor, fortæller Bitten Berg-Munch, der bor sammen med sin familie i Østparken.

Familien Berg-Munch har boet i den femværelses lejlighed i halvandet år, og de blev meget overraskede over, hvor meget det trak fra vinduerne.

- Først troede vi ganske enkelt, at det var et af børnene, der havde glemt et åbent vindue. Så gik jeg rundt med et stearinlys for at se, hvor blæsten kom fra. Jeg stillede til sidst lyset på gulvet midt i stuen, og jeg kunne se på flammen, at det kom alle vegne fra, siger Anders Berg-Munch.

Artiklen fortsætter under billedet

- Det er rigtigt dejligt. Det har vi arbejdet på de sidste fem år, siger formand for beboerforeningen for Østparken, Lone Nielsen
- Det er rigtigt dejligt. Det har vi arbejdet på de sidste fem år, siger formand for beboerforeningen for Østparken, Lone Nielsen Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Formand for beboerforeningen for Østparken, Lone Nielsen, er meget glad for regeringens udmelding om at fremskynde renoveringerne.

- Det er rigtigt dejligt. Det har vi arbejdet på de sidste fem år, siger hun.

Hun fortæller, at boligerne slet ikke er tidssvarende, og at der også i hendes lejlighed er udfordringer med utætte vinduer.

- Det bliver jo skønt, at man kan sætte sig i sin sofa, uden at vinden står en direkte ind i ansigtet, siger hun.

Utætte tage med asbest

Også i Boligselskabet Sjælland glæder man sig.

- Det er noget, Østparken har ventet på i fem-seks år, så det er en rigtigt dejlig nyhed. Vi er fuldstændig klar til at gå i gang, siger direktør Bo Jørgensen.

quote Vi har ventet og ventet og ventet, og der er groet mos på det hele, men det gør der ikke nu

Direktør Bo Jørgensen, Boligselskabet Sjælland

Han fortæller, at taget er utæt, og det indeholder også asbest, ligesom nogle af de betonskillere, der er i væggene, er de rene kuldebroer.

- Man kan simpelthen mærke det inde i lejlighederne om vinteren. Det er umuligt at varme dem op. Især fordi vinduerne også er utætte, men nu bliver de også skiftet, siger han.

Han fortæller også, at de kommer til at skifte hele rørsystemet, således at der bliver sparet på vandet.

- Det er rigtigt godt for vores lejere, og det er rigtigt godt for klimaet, siger Bo Jørgensen.

Artiklen fortsætter under billedet

Regeringens udspil skal hjælpe erhvervslivet og glæde lejerne - og så skal det skabe grøn omstilling, siger boligminister Kaare Dybvad (S).
Regeringens udspil skal hjælpe erhvervslivet og glæde lejerne - og så skal det skabe grøn omstilling, siger boligminister Kaare Dybvad (S). Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Boligminister Kaare Dybvad (S) siger, at regeringens initiativ har flere målsætninger:

- Det er vigtigt, at vi gør det nu, hvor der er mange håndværkere, der står til at miste jobbet efter corona. Samtidig er der tusindvis af utidssvarende lejligheder både i vores region og i hele Danmark. Og så skal vi også være ambitiøse, hvis vi skal nå vores klimamål, siger Kaare Dybvad.

Ud med det gamle oliefyr

- Det vil være et krav, at man udskifter det gamle oliefyr, men det får man også støtte til. Desuden skal man også udskifte gamle vinduer og så videre. Så det bliver en grøn renovering, men det er faktisk også det, som lejerne er allermest glade for, at de kan holde varmen og samtidig spare på varmeregningen, siger boligministeren.

Fordi pengene kommer fra Landsbyggefonden kan man lave renoveringerne, uden at det betyder, at lejerne skal betale for det over huslejen. 

Artiklen fortsætter under billedet

Direktør Bo Jørgensen glæder sig rigtig meget over, at der nu kommer penge til at renovere de almene boliger.
Direktør Bo Jørgensen glæder sig rigtig meget over, at der nu kommer penge til at renovere de almene boliger. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Boligselskabet Sjælland håber med regeringens udspil at kunne sætte mange flere projekter i gang. Direktør Bo Jørgensen peger på et andet boligområde i Holbæk, Riffelhaven, og Sct. Jørgens Park i Ringsted som oplagte muligheder.

- Jeg kunne blive ved med min lange liste. Vi har ventet og ventet og ventet, og der er groet mos på det hele, men det gør der ikke nu, siger Bo Jørgensen.


Nyhedsoverblik