Par bag altersex i kirke skal i fængsel

En mand og en kvinde er hver blevet idømt 60 dages fængsel for at have dyrket sex i fem forskellige kirker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Samleje og forskellige former for hærværk i kirker på Sjælland skal koste et par i 30'erne 60 dages ubetinget fængsel.
 
Det har Retten i Holbæk afgjort onsdag eftermiddag.
 
Parret havde ihaft sex i fem forskellige kirker på Vestsjælland forrige vinter - og havde ud over det også kastet rundt med blandt andet aske, soya og tapetklister.
 
Hærværket var dog ikke værre, end at det kunne ryddes op igen med let støvsygning og rengøring, skriver Ekstra Bladet.
 
Ifølge avisen var parret overraskede over den hårde dom. De forklarede i retten, at de havde gennemført handlingen som en slags practical joke - og ikke som hverken et kunstværk eller et okult ritual.
 
De to var blandt andet tiltalt for usømmelig behandling af ting, der hører til en kirke og anvendes til kirkeligt brug. Strafferammen for den pågældende paragraf er seks måneders fængsel.
 
Den 30-årige kvinde og 35-årige mand er blevet dømt skyldige i otte ud af 10 anklagepunkter. Retten mente ikke, at der var tilstrækkeligt bevis for at dømme parret i to forhold om usømmelig omgang med en kirkes ting.
 
Parret har bedt om to uger til at tænke over, om de vil anke sagen til landsretten.
 
/ritzau/


Nyhedsoverblik