Påkørt: Emma og John måtte opgive 750 km lang gåtur

Efter kun at være nået lidt under halvvejs af deres 750 kilometer lange gåtur måtte John Jensen og hunden Emma forleden opgive, fordi de blev påkørt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De skulle have gået 750 kilometer gennem Danmark og Tyskland, men blot 300 kilometer inde i turen er det lange vandreeventyr slut. John Jensen og hunden Emma er igen hjemme i Vipperød.

- Jeg har det ikke godt med det. Nu havde jeg sat mig op efter, at jeg kunne klare det, og så gør det altså lidt ondt, at jeg har måttet opgive det. Jeg havde virkelig glædet mig til turen og specielt til at gå op gennem Tyskland, fortæller John Jensen.

Påkørt af bil

Han er førtidspensionist, men blev træt af bare at sidde derhjemme, så han planlagde en tur, der skulle gå ned gennem Sjælland, Falster og Lolland, med færge til Tyskland og så over til Flensborg og op gennem Danmark.

Men blot 25 kilometer nede i Tyskland har John Jensen og Emma altså måttet stoppe.

- I lørdags blev vognen påkørt af en bil. Jeg blev ikke selv ramt, men Emma har haltet lige siden, og da der så oven i kom en masse regn, valgte jeg at stoppe, så vi gik tilbage til færgen og sejlede over til Rødby, hvor min søn kom og hentede os, siger John Jensen.

Af sted igen

Den gåglade førtidspensionist har trods nederlaget dog ikke opgivet håbet om en ny tur.

- Jeg vil af sted igen, så nu må jeg bare bruge det næste halve år på at planlægge en tur. Jeg ved ikke endnu, om jeg vil gå, for den her gang gik jeg jo kun 300 kilometer, og kan jeg overhovedet klare mere? Måske bliver det på havetraktor. Jeg ved det ikke, men det skal jeg bruge tiden på at finde ud af nu, siger John Jensen.


Nyhedsoverblik