Otte evakueret efter Expert-brand i Jyderup

Brandvæsnet har kontrol med branden i Jyderup, som brød ud på førstesalen over en elektronikbutik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har natten til fredag evakueret otte personer i Jyderup på grund af en bygningsbrand, som risikerede at brede sig i den nordvestsjællandske by.

Branden opstod på førstesalen i en bygning, der blandt andet huser elektronikbutikken Expert i stueetagen. Det oplyser politiet, som blev alarmeret kort før klokken 3.

Evakueret

- Vi har evakueret nogle sidebygninger med privat lejlighedsbeboelse. Otte personer blev evakueret, men er siden blevet genhuset i egne lejligheder igen, fortæller vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- De blev evakueret, fordi der var fare for, at branden kunne brede sig til sidebygningerne, der lå lige rundt om. Men nu har brandvæsnet fået kontrol med branden, så den kun er i bygningen, hvor den opstod, tilføjer vagtchefen.

Ingen er kommet noget til i forbindelse med branden.

Bygningen er udbrændt

Bygningen ligger på Skarredsøgade 43 i Jyderup. Førstesalen i bygningen er udbrændt, og der er også brandskader i stueplan, oplyser politiet.

Brandfolk arbejder tidligt fredag morgen stadig på stedet. Der skal laves brandtekniske undersøgelser i løbet af fredagen, så man kan fastslå en årsag til branden.

/ritzau/


Nyhedsoverblik